Østre Landsrets dom af 9/9/2011 - Panthaver havde ikke krav under kaskoforsikring jf. FAL § 54 for skade forvoldt ved grov uagtsomhed
I henhold til FAL § 54 har enhver ejer, panthaver m.v. en selvstændig ret til at gøre krav under en tingsforsikring, og i henhold til FAL § 18, stk. 2 bortfalder sikredes ret til erstatning, hvis sikrede har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.
Idet der som udgangspunkt ikke er identifikation efter dansk forsikringsret, har det i teorien været angivet, at der ikke kunne ske identifikation mellem forsikringstager/sikrede under policen og en panthaver, der i h.t. FAL § 54 har en selvstændig ret (er selvstændigt sikret) under policen. Den forsikringsretlige teori har i en årrække været påberåbt af panthavere i sager, hvor biler er beskadiget, uden at der har været noteret panthaverdeklaration hos bilens kaskoforsikringsselskab. Det er således blevet gjort gældende, at panthaver havde krav på udbetaling af forsikringssummen uanset, at forsikringstagers egen ret til erstatningen var bortfaldet pga. f.eks. grove uagtsomhed, jf. herved panthavers selvstændige sikring efter FAL § 54.
Ved Østre Landsrets dom af 9. september 2011 er der taget stilling til dette principielle spørgsmål.
Landsretten lagde indledningsvist til grund, at FT havde forvoldt totalskaden på den pantsatte bil ved grov uagtsomhed. Landsretten lagde vægt på, at skaden var sket, da FT for rødt lys og med en hastighed på 60-70 km/t kørte ind i et befærdet lyskryds på Tåstrup Hovedgade, som han kendte. Da hans adfærd ikke var udtryk for blot et øjebliks uopmærksomhed, indebar handlingen en indlysende fare for den indtrådte skade og var derved forvoldt ved grov uagtsomhed.
Landsrettens flertal fandt herefter, at det ikke kunne antages, at det ved FAL § 54 var tilsigtet at fravige almindelige regler, hvorefter en subrogerende part (den part, der er indtrådt i en kreditors ret) måtte respektere de begrænsninger om ”f.eks. ansvarsfrihed ved grov uagtsomhed, der følger af [forsikrings-] aftalen”. Landsretten angiver herefter, at en sådan sikkerhed kunne have været opnået, hvis panthaver havde noteret panthaverdeklaration.
Landsrettens mindretal angiver, at forsikringstagers grove uagtsomhed efter forarbejderne til FAL § 54 og FAL § 86 alene kunne føre til bortfald af erstatningspligten overfor forsikringstager, men ikke overfor evt. øvrige rettighedshavere i den forsikrede ting.
Kommentar:
Dommen er – som angivet – særdeles principiel og gør op med efterhånden mange års uoverensstemmelser mellem forsikringsselskaber på den ene side og finansieringsselskaber/banker på den anden side i relation til fortolkningen af FAL § 54, og herunder nødvendigheden af notering af panthaverdeklaration til beskyttelse af panthavers ret til erstatning i tilfælde af forsikringstagers skadesforvoldelse ved forsæt eller grov uagtsomhed m.v. I øvrigt er landsrettens enstemmighed i relation til bedømmelsen af grov uagtsomhed i den konkrete situation også værd at lægge mærke til.
Dommen er indbragt for Højesteret.

