Østre Landsrets dom af 4/5/2011 – ejerskifteforsikring – byggesagkyndig fundet ansvarlig
En byggesagkyndig havde i forbindelse med udarbejdelsen af en tilstandsrapport ikke karaktergivet ejendommens fundament/bærende konstruktion, der bestod af træsøjler nedstøbt i runde betonfundamenter under terræn korrekt.
Den byggesagkyndige havde besigtiget ejendommens konstruktion fra krybekælderen samt udefra og i den forbindelse, i tilstandsrapporten noteret, at der var bløde områder i træsøjlerne, som han noterede med karakteren K1.
Der blev afholdt syn og skøn under sagen, og skønsmanden fandt, at ejendommens konstruktion ikke var almindelig for beboelsesbygninger men alene sås anvendt på sekundære bygninger så som skure og carporte. Endvidere vurderede skønsmanden, at råd i en bærende konstruktion skal karaktergives K3, da der er risiko for skade på andre bygningsdele.
Landsretten fandt, at det faktum, at den byggesagkyndige havde konstateret bløde områder i træsøjlerne, burde have givet anledning til mistanke om, at der kunne være rådangreb eller nærliggende risiko herfor i bærende dele af fundamentet med deraf følgende skader på andre bygningsdele. Derfor burde den byggesagkyndige have anført K3 eller UN ved karaktergivningen af fundamentet, og på denne baggrund havde den byggesagkyndige handlet ansvarspådragende.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

