Artikel
Forsikringssvindel Motorkøretøjsforsikring og motoransvar
13-10-2011 / Landsretsdom

Østre Landsrets dom af 12/10/2011 - Autoforsikring - ikke bevis for tyveri af (totalforsvundet) bil med startspærre (fast kode)

Ikke bevist, at totalforsvundet bil med startspærre var stjålet ved forsikringsbegivenhed

FT anmeldte, at hans firmabil (ældre VW Transporter), var blevet stjålet i perioden mellem den 3. og 7. december 2006. FT var på dette tidspunkt varetægtsfængslet. Bilen skulle angiveligt have stået ved siden af FT's privatbolig, der lå ved hans forretning.

FT angav i skadesanmeldelsen et væsentligt ukorrekt kilometertal og angav bl.a., at han havde en faktura fra en låsesmed for flytning af bilen, hvilken faktura dog lå før det hævdede gerningstidspunkt. Endvidere angav FT at have sendt en nøgle til forsikringsselskabet, men denne var aldrig modtaget, og en kuvert, som – i anden omgang – blev angivet som værende brugt til at sende nøglen havde et hul, som så ud som om, det var påført udefra. FT anmeldte samtidig under sin indboforsikring, at en betydelig mængde værktøj og hobbyeffekter var stjålet. Han hævdede, at disse var privat indbo og ikke en del af forretningen.

Selskabet afviste dækning under henvisning til manglende bevis for forsikringsbegivenhed, under hensyn til de uoverensstemmende oplysninger fra FT, og at der manglede nøgler til bilen, der var udstyret med startspærre. Byretten gav selskabet medhold med henvisning til det af selskabet anførte.

Landsretten stadfæstede afgørelsen, uanset at der under ankesagen var afgivet bindende proceserklæring fra forsikringsselskabets side om, at fakturaen fra låsesmeden reelt vedrørte flytning af en anden bil, og uanset, at forsikringsselskabet for landsretten anerkendte, at det er teoretisk og principielt muligt, at omgå bilens startspærre ved anvendelse af det rette tekniske udstyr og med den rette tekniske snilde, som indtil videre alene er set hos østeuropæiske gerningsmænd.

Landsretten lagde særligt vægt på FT's urigtige oplysninger om bilens kilometertal og anskaffelse, samt at det ikke var sandsynligt, at den ældre bil – med startspærre – skulle være fjernet fra FT's bolig/værksted, som lå ved en befærdet vej.

Kommentar: Uanset, at DR's Kontant udsendelser fra august og september 2010 vakte en del røre, og uanset at det er offentligt kendt og anerkendt, at der kan købes udstyr, som principielt kan omgå startspærren i køretøjer, så skal det fortsat sandsynliggøres, at dette nu også – under hensyn til sagens samlede omstændigheder – er en rimelig og sandsynlig forklaring på en bils bortkomst.

Sagen er for selskabet ført af advokat Jesper Ravn.
 
Forfatter
Jesper Ravn

Artikler (52)



Arbejdsområder
Arkiv
Kategorier