Seminar om regres på Forsikringsakademiet
”Regressager er et af forsikringsselskabernes største fokusområder i øjeblikket. Det gælder, hvad enten der er tale om bygningsforsikring, hvor bygningsforsikringsselskabet skal overveje at føre regressag mod skadevolder, eller om der er tale om erhvervs- og produktansvarsforsikring, hvor mellemhandlerens ansvarsforsikringsselskab skal overveje at føre regressag mod tidligere omsætningsled eller andre ansvarlige parter.
Regres inden for bygningsforsikring giver ofte store udfordringer/problemer for forsikringsselskaberne i relation til dokumentation for tilstedeværelsen af et ansvarspådragende forhold og årsagssammenhæng
I mange tilfælde kræves der hurtig udbedring af skaden, og man får ikke sikret beviserne i tilstrækkelig grad. Endvidere har skadevolder ofte indvendinger imod forsikringsselskabets erstatningsopgørelse. Det er derfor væsentligt allerede tidligt i forsikringsselskabernes sagsbehandling at få sikret bevis for årsagssammenhæng, fejl begået af entreprenører og foretage behørig undersøgelse af skadelidtes erstatningsopgørelse.
Regres mod tidligere omsætningsled i erhvervs- og produktansvarssager giver ofte problemer, da producenten eller tidligere omsætningsled har forsøgt at begrænse deres ansvar i samhandelsaftaler eller forretningsbetingelser. Endvidere kan der være indgået værnetingsaftaler, der gør, at tidligere omsætningsled ikke kan inddrages i den af skadelidte anlagte sag mod forsikringstageren. Disse forhold giver både anledning til dækningsmæssige spørgsmål samt taktiske overvejelser – særligt i internationale sager.”
I kan se mere om seminaret her: Link til Forsikringsakademiet vedr. seminaret.

