Retten i Odenses dom af 2/5/2011 - Ikke erstatning til kreditor uanset fejl i virksomheds årsregnskab
En konkursramts virksomheds tidligere revisor, bestyrelse og direktør frifundet for ansvar overfor en vareleverandør på trods af fejl i årsregnskab.
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt revisor, bestyrelse og direktør var erstatningsansvarlige for sagsøgerens tab i forbindelse med, at sagsøgeren i tillid til årsregnskabet for 2001 for det købende selskab i november 2002 og januar 2003 havde leveret varer på kredit og efterfølgende led tab, idet der i regnskabet for 2001 fejlagtigt var sket indtægtsførelse med ca. 1 mio. kr. af en handel, som ikke blev effektueret. Det købende selskab gik konkurs den 20. maj 2003.
Der blev under sagen indhentet skønserklæring, som fandt, at regnskabet var udarbejdet i strid med god regnskabsskik, men det kunne ikke fastslås, om revisors arbejde var udført i strid med god revisionsskik, da arbejdspapirerne ikke længere var til rådighed.
Retten fandt, at bestyrelsen havde haft kendskab til periodiseringsproblemerne i virksomheden, men eftersom der var en fælles opfattelse af, at problemet ville blive løst af ledelsen og revisor, fandtes bestyrelsen ikke at have tilsidesat sine forpligtelser efter daværende årsregnskabslovs § 54. For så vidt angår direktøren og revisor fandt retten, at årsregnskabet ikke var udarbejdet i overensstemmelse med god regnskabsskik, at regnskabet var misvisende med ca. 1 mio. kr., og at direktør og revisor måtte regne med, at regnskabet kunne blive benyttet som grundlag med henblik på kreditgivning til selskabet.
Imidlertid retten det ikke godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem fejlene og tabet, idet retten ikke fandt det godtgjort, at sagsøgeren havde tillagt årsregnskabets oplysninger afgørende betydning ved beslutningen om at yde selskabet kredit, navnlig da sagsøgeren ikke selv sørgede for at afdække sin risiko ved at forlange sikkerhed for betalingen eller en kortere betalingsfrist end normalt aftalt.
Sagen er for revisor ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup. Det vides ikke, om dommen ankes.

