Retten i Horsens dom af 30/8/2011 - ikke successiv forældelse af krav på tabt arbejdsfortjeneste
Retten afviste, at et krav på tabt arbejdsfortjeneste efter et relativt alvorligt uheld forældes successivt.
Skadelidte blev påkørt den 21. september 2004. Skadevolders ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningspligten og udbetalte godtgørelse for mén på 10% og midlertidigt EET på 15% i overensstemmelse med en udtalelse af 8. november 2008 fra ASK. Ved brev af 11. november 2008 fremsatte skadelidtes advokat krav på tabt arbejdsfortjeneste på ca. kr. 480.000,00. Sagsøgte afviste kravet bortset fra et beløb på ca. kr. 8.000,00 for perioden fra 18. september til 18. oktober 2004. Ved brev af 9. december 2008 tilbød forsikringsselskabet forligsmæssigt ca. kr. 125.000,00 i tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra september 2007 til 21. september 2008. Brevet blev ikke besvaret og selskabet rykkede herfor, hvorefter skadelidtes advokat ved brev af 13. august 2009 afviste forligsforslaget.
Under retssagen gjorde forsikringsselskabet gældende, at kravet på tabt arbejdsfortjeneste var forældet efter 1908-loven, da stævning først var udtaget mere end 5 år efter uheldet den 21. september 2004. Skadelidte gjorde gældende, at forældelsen af kravet på tabt arbejdsfortjeneste var successiv jf. artiklen i U2010B.254H og U2005.1954H. Forsikringsselskabet imødegik dette indgående, under den skriftligt behandlede procedure i sagen.
Retten frifandt forsikringsselskabet med henvisning til, at det umiddelbart efter uheldet måtte have stået skadelidte klart, at uheldet kunne medføre krav på erstatning, og at de senere uarbejdsdygtighedsperioder derfor måtte kunne påregnes af skadelidte. Som følge heraf fandtes hele skadelidtes krav på tabt arbejdsfortjeneste for forældet.
KOMMENTAR:
Dommen er interessant ved gengivelsen af parternes synspunkter vedrørende successiv forældelse af tabt arbejdsfortjeneste, hvilket der er slået til lyd for i artiklen U2010B254. Dommen holder imidlertid fast ved den traditionelle retsopfattelse af, at også krav på erstatning for midlertidige følger som alt overvejende udgangspunkt forældes med udgangspunkt i skadesdatoen.
