Reklamationsfrister i kontrakt

Ny dom fra Højesteret (UfR 2009.1857 H) udgør et væsentligt fortolkningsbidrag vedrørende reklamationsfristens tidsmæssige udstrækning for at påberåbe sig mangler i handelskøb. En reklamation 8 dage efter, at køber havde opdaget en mangel ved en lastbil var ikke sket straks jf. købelovens § 52, stk. 1, hvorfor køber var afskåret fra at rette et krav mod sælger.

I henhold til købelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal der i handelskøb reklameres straks, hvis køberen vil påberåbe sig en mangel. Reklamationsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor køberen opdagede eller burde have opdaget manglen.

Hidtil har der været en vis usikkerhed om, hvordan kravet om, at der skal ske reklamation ”straks”, skulle fortolkes. Dette skyldes bl.a. at den foreliggende retspraksis er af ældre dato, og at afgørelsernes præmisser typisk er meget konkrete.

Med dommen UfR 2009.1857 H har Højesteret fastslået, at en reklamation 8 dage efter, at køberen fik kendskab til en mangel ved en lastbil, ikke var sket straks, jf. købelovens § 52, stk. 1, hvorfor reklamationen ikke var rettidig.

Den 28. marts 2002 købte A en lastbil af mærket Scania af sælgeren B. Den 11. juni 2002 væltede lastbilen i forbindelse med aflæsning af grus. Lastbilen blev i den forbindelse beskadiget og blev transporteret til et værksted, hvor der blev foretaget foreløbig reparation. I forbindelse med reparationen blev køberen den 12. juni 2002 oplyst om, at lastbilen ikke var forsynet med enten en bagfjeder eller en krængningsstabilisator, og at det var derfor den var væltet.

Købers advokat kontaktede telefonisk sælger på eller omkring den 20. juni 2002, idet advokaten på vegne af køber forlangte en ny bil. I et brev til sælger dateret den 24. juni 2002 reklamerede købers advokat til sælger, idet han krævede handlet ophævet som følge af en væsentlig mangel.

Landsretten fandt, at lastbilen ikke var egnet til entreprenørkørsel, da den ikke var forsynet med enten en bagfjeder eller en krængningsstabilisator. Da det måtte have stået sælger klart, at lastbilen skulle anvendes til entreprenørkørsel fandt landsretten, at lastbilen led af en mangel.

Vedrørende reklamationstidspunktet lagde landsretten til grund, at telefonsamtalen mellem købers advokat og sælger tidligst kunne have fundet sted den 20. juni 2002. Da køber havde været bekendt med manglen siden 12. juni 2002, fandt landsretten ikke, at køber havde reklameret straks jf. købelovens § 52, stk. 1.

For Højesteret fremlagde køber et håndskrevet brev til sælger dateret 13. juni 2002 – altså dagen efter, at køberen var blevet bekendt med manglen – hvori køber redegjorde for bundforholdene, hvorpå der var sket aftipning som bevis overfor sælger på, at der ikke var noget galt med stabiliteten på underlaget. Sælger bestred at have modtaget brevet, før det blev fremlagt i retssagen.

Højesteret fandt, at der ikke kunne lægges vægt på brevet ved bedømmelsen af sagen. Af de grunde som landsretten havde anført, stadfæstede Højesteret landsrettens dom om, at køber ikke havde reklameret straks jf. købelovens § 52, stk. 1.

I den konkrete sag var en reklamation 8 dage efter, at køber blev bekendt med manglen ikke sket straks. Med dommen har Højesteret sendt et klart signal om, at køber har bevisbyrden for, at der er reklameret behørigt, og at der med kravet om, at der i handelskøb skal ske reklamation ”straks” menes et ganske kort tidsrum efter, at en mangel er opdaget eller burde være opdaget.

Det må antages, at konsekvensen af dommen er, at der som udgangspunkt gælder en ydre grænse på 8 dage for at reklamere over mangler i handelsforhold. Det kan ikke udelukkes, at der kan indrømmes en kortere eller længere reklamationsfrist i særlige tilfælde, hvor dette følger af en branchesædvane, men dette må betegnes som en sjælden undtagelse. Bevisbyrden for, at der findes en sådan branchesædvane, påhviler den part, der påberåber sig denne. Såfremt den vare eller genstand, som købet vedrører, er fordærvelig eller på anden vis har en foranderlig karakter, vil reklamationsfristen i henhold til hidtidig retspraksis formentlig være kortere end 8 dage, idet det dog beror på en konkret vurdering.

Dommen må antages at få ganske stor betydning for virksomheder og ikke mindst virksomhedernes rådgivere, der skal agere ganske hurtigt i sager om mangler for at bibeholde et mangelskrav overfor sælger og – for rådgiverens vedkommende – for ikke at pådrage sig et rådgiveransvar.

Dommen bør ligeledes få betydning for udformningen af virksomheders salgs- og leveringsbetingelser til brug ved handel med danske virksomheder, eller hvor dansk ret finder anvendelse, idet der som følge af den korte legale reklamationsfrist i købelovens § 52, stk. 1, i mange tilfælde ikke vil være anledning til at begrænse reklamationsfristen herudover.

Spørgsmål til ovennævnte artikel eller de emner, der berøres kan rettes til Advokat Anders Thorsen på 33 73 70 28 eller ath@adve.dk.