Lyngby Civilrets dom af 16/1/2012 – advokat frifundet – ej bevist at køber kunne have købt til en lavere pris
Dommen illustrerer, at sagsøger også i advokatansvarssager har bevisbyrden for, at der er lidt et tab.
K blev i forbindelse med et køb af en ejerlejlighed bistået af advokat M. Efter købets gennemførelse anlagde K sag mod M og sin sælger S med henvisning til, at K ikke på købstidspunktet var blevet oplyst om, at der i ejerforeningen var planer om at iværksætte en facaderenovering af ejendommen.
Der blev under sagen udmeldt syn og skøn på ejendommen. Skønsmanden kom frem til, at differencen mellem lejlighedens handelspris med en viden om en forestående facaderenovering hhv. uden en sådan viden ville være mellem 75 % og 125 % af de anslåede renoveringsudgifter. K forhøjede derefter sin påstand til kr. 220.000 svarende til 125 %.
Skønsmanden udtalte under afhjemlingen i retten, at spændet på 75 % - 125 % bl.a. beroede på den usikkerhed, der var forbundet med, om renoveringen ville medføre en besparelse på fremtidige varmeregninger.
M bestred tabsopgørelsen og gjorde gældende, at man ikke kunne sammenligne den af skønsmanden anslåede handelsværdi med den pris, som de konkrete parter var kommet frem til. Dernæst gjorde M gældende, at K ikke havde dokumenteret, at S ville have solgt lejligheden til en lavere pris.
Retten kom frem til, at M havde handlet ansvarspådragende. K fandtes imidlertid ikke at have dokumenteret et tab, idet det ikke kunne lægges til grund, at S ville have solgt lejligheden til en lavere pris. Derudover bemærkede Retten, at K ikke havde bevist, hvilken indflydelse renoveringen har haft på K´s andel af fællesudgifterne, herunder i forhold til eventuelle fordele i form af lavere varmeregninger og et bedre indeklima. Herefter blev M frifundet.
Kommentar:
Dommen viser, at en sagsøger også i sager, hvor en advokat er fundet erstatningsansvarlig, skal bevise eksistensen af et tab. Dette er væsentligt at fremhæve, idet det af og til hævdes, at bevisbyrden lempes eller vendes i professionsansvarssager. Dernæst illustrerer dommen, at det er vanskeligt for en køber at bevise, at sælger ville have accepteret et afslag i prisen, og at der dermed foreligger et kausalt tab.

