ØLD af 20/12/2011 - Forsøgertab til efterladte børn skulle ikke forhøjes (fordobles) efter EAL § 14, 2. pkt., når begge forældre afgik ved døden samtidig
Østre Landsret har ved dom 20. december 2011 taget principiel stilling til fortolkningen af EAL § 14, der har følgende ordlyd:
Erstatning til tab af forsørger til efterlevende børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 %.
Parret A og B afgik ved døden ved et trafikuheld den 24. maj 2007. Ifølge obduktionsrapporten døde begge på samme tidspunkt. Motoransvarsforsikringen anerkendte ansvaret, og betalte forsørgertabserstatning til de efterladte børn i overensstemmelse med EAL § 14,1.pkt.
Der blev på vegne af de efterladte børn rejst krav om betaling af forhøjet erstatning til begge børn efter EAL § 14, 2. pkt. Sagsøgerne gjorde gældende, at den helt særlige situation, hvor begge forældre afgik ved døden ved samme ulykke, måtte sidestilles med den situation, der ud fra en formålsfortolkning ydes forsørgertabserstatning efter en forælder, der er eneforsørger. Sagsøgers argument var derfor, at børnene ikke skulle stilles ringere end, hvis den ene af forældrene havde været i live. Sagsøger gjorde i den forbindelse gældende, at bestemmelsen skulle fortolkes på samme måde som ASL § 21, stk. 2, hvorefter der ydes dobbelt erstatning til efterladte børn i samme situation som den omhandlede. Subsidiært blev det gjort gældende, at børnene skulle stilles som om forældrene var afgået ved døden på forskellige tidspunkter, hvorfor de efterladte børn som minimum skulle få udbetalt forhøjet forsørgertabserstatning for den længstlevende forældre. Spørgsmålet var således, om begge forældre, en af forældrene eller ingen af forældrene, kunne anses for at have været eneforsørger, når begge forældre var omkommet på samme tid.
Landsretten udtalte, at EAL § 14, stk.2 var en kodificering af tidligere praksis, hvorefter forsørgertabserstatningen til børn blev fastsat med udgangspunkt i summen af de normalbidrag, som den afdøde forsørger kunne være pålagt i tiden fra dødsfaldet (skadestidspunktet), indtil barnet fyldte 18 år. I de tilfælde, hvor barnet forud for ulykken kun havde den ene af sine forældre, således at den afdøde var eneforsørger, var det fastslået, at der i denne situation skulle ydes forhøjet erstatning. Det måtte derfor antages, at forhøjelsen i denne situation havde til formål at ligestille det efterladte barn med det barn, der mister begge sine forsørger ved samme ulykke og på tilsvarende vis står uden forældre. På baggrund heraf fandt Landsretten, at EAL § 14, 2. pkt. har til formål at videreføre denne retstilstand.
For så vidt angår den subsidiære påstand, udtalte Landsretten, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at den ene af forældrene i et tidsrum overlevede den anden, hvorfor ingen af forældrene var eneforsørger på skadestidspunkt. Erstatningen til de efterladte børn skulle derfor udmåles efter EAL § 14, 1. pkt. At udmålingen havde været anderledes efter ASL, kunne ikke føre til et andet resultat.
