Artikel
Forsikringsbetingelser: Udformning og fortolkning Professionelt ansvar
04-05-2011 / Byretsdom

Københavns Byrets dom af 11/4/2011 - Advokatansvarsforsikring – dækning forudsætter erstatningsansvar

Københavns Byret har haft lejlighed til at tage stilling til et dækningsspørgsmål i sag, hvor et forsikringsselskab havde accepteret at fravige voldgiftsklausulen.

Forsikringsselskabet havde afvist dækning i en situation, hvor en advokat havde afgivet en indeståelse i forbindelse med en ejendomshandel. Indeståelsen var afgivet af en ansat advokat og vedrørte levering af tinglyste anmærkningsfrie pantebreve inden en given frist.

Advokaten modtog pantebrevsprovenuet betinget af overholdelse af den givne frist, som var accepteret af advokaten. Fristen blev ikke overholdt, og advokaten var derfor forpligtet til at tilbagebetale pantebrevsprovenuet. Advokaten havde imidlertid udbetalt pantebrevsprovenuet til debitor, der efterfølgende var gået konkurs. Advokaten led dermed et tab som følge af sin tilbagebetalingsforpligtelse. Dette tab blev anmeldt til ansvarsforsikringsselskabet, der afviste dækning med henvisning til, at der ikke var tale om en forsikringsbegivenhed, idet der ikke var tale om en betalingsforpligtelse som følge af erstatningsansvar, ligesom betingelsen om, at tabet skulle være lidt af tredjemand, heller ikke var opfyldt. Der blev henvist til følgende vilkår i forsikringsbetingelserne:

”Forsikringen dækker sikredes erstatningsansvar for formuetab påført tredjemand ved sikredes, eller nogen for hvem sikrede har ansvaret, uagtsomme handling eller undladelse i forbindelse med udøvelse af advokatvirksomhed.”

Byretten frifandt forsikringsselskabet, allerede fordi advokatens betalingsforpligtelse udsprang af en indeståelse og dermed ikke af et erstatningsansvar for formuetab påført tredjemand.

Advokaten har anket dommen til Østre Landsret.

Sagen blev ført for forsikringsselskabet af advokat Christina Steen de Klauman.
 
Forfatter
Christina Steen de Klauman

Artikler (9)



Arbejdsområder
Arkiv
Kategorier