Hvordan er tandlægers retstilling ved indkøb af defekte produkter?

En dansk tandlæge indkøbte i Sverige et implantat og indsatte implantatet påsat en krone som led i behandling af en patient. Implantatet knækkede og patienten tabte implantat samt krone 11⁄2 år efter behandlingen. Det blev af Landstandlægenævnet lagt til grund, at implantatet led af en produktfejl (defekt), og tandlægen måtte tilbagebetale det fulde honorar. Sælgeren (pro- ducenten) af det defekte implantat tilbød tandlægen at dække værdien af selve implantatet. Behandlingsudgifterne og de øvrige økonomiske tab, der var forbundet med, at tandlægen uden viden herom havde købt et defekt produkt, måtte tandlægen selv afholde.

Med udgangspunkt i den konkrete problemstilling skal nærværende artikel skitsere en tandlæ- ges retsstilling overfor såvel patienten, der modtager et defekt produkt og tandlægens retstil- ling overfor producenten/sælgeren af produktet. Endelig skitseres nogle løsningsforslag til imødegåelse af de konsekvenser køb af en defekt genstand kan få for tandlægen.

Den konkrete sag

I den konkrete sag klagede patienten over behandlingen til Regionstandlægenævnet og Lands- tandlægenævnet. Landstandlægenævnet lagde til grund, at der ikke kunne konstateres faglige fejl ved arbejdet, men at der måtte foreligge produktfejl, og at tandlægen således skulle tilba- gebetale det fulde honorar til patienten. Sælgeren af implantatet, der tillige var producent af implantatet tilbød at bevilge et nyt implantat, men afslog at dække behandlingsudgifterne. Dansk Tandlæge Forening forsøgte som mandatar for tandlægen at rejse krav overfor produ- centen om betaling af det fulde beløb, som tandlægen i henhold til Landstandlægenævnets af- gørelse blev pålagt at tilbagebetale til patienten. Sagen blev imidlertid ikke indbragt for dom- stolene, da det forinden blev klart, at fristen for reklamation var overskredet, og at den princi- pielle problemstilling, altså spørgsmålet om, hvorvidt en tandlæge kan videreføre kravet også for behandlingen og de øvrige tab, som tandlægen måtte honorere patienten, ikke ville blive prøvet.

Patientens retsstilling overfor tandlægen

Personskader

Såfremt en patient påføres en personskade i forbindelse med undersøgelse eller behandling hos en autoriseret privatpraktiserende tandlæge kan patienten rejse krav efter lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet (KEL). Det bemærkes her, at det er en for- udsætning, at der er tale om en personskade, hvorved forstås, at der skal være tale om en skade, der er helbredsnedsættende.

Tandlægerne er her dækket af den kollektive patientforsikring, Tandlægeforeningens Praksis- forsikring, hvorfor sådanne krav ikke medfører et økonomisk tab for tandlægen.Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af de i KEL § 20 stk. 1 nr. 1-4 oplistede måder, hvilke ikke vil blive nærmere gennemgået i nærværende frem- stilling.

I de tilfælde hvor patienten påføres en personskade, og skaden er forårsaget af et defekt pro- dukt finder bestemmelserne om produktansvar tillige anvendelse. Førend der kan blive tale om et produktansvar, er det tillige en forudsætning, at skaden sker på noget andet end produktet – her på patienten. Produktansvarsreglerne medfører, at patienten kan rejse kravet mod både producenten og de mellemhandlere der har bragt produktet i omsætning. De nærmere forud- sætninger for erstatning efter produktansvarsreglerne vil ikke blive gennemgået i denne frem- stilling.

Økonomiske tab der ikke udspringer af personskade

Lider en patient et økonomisk tab, der ikke udgøres af en personskade, og som følger af en behandling hos en tandlæge, er kravet omfattet af de almindelige obligationsretlige regler, der er baseret på, at der mellem patient og tandlæge er indgået en kontrakt eller aftale i forbindel- se med behandlingen.

Sådanne forhold er altså ikke medtaget under patientforsikringen, og her er tandlægen at be- tragte som leverandør af en tjenesteydelse og tillige leverandør af et produkt. Sådanne krav kan som i den konkrete sag være baseret på indsættelse af et defekt implantat, der knækker og nødvendiggør ny behandling, eller evt. køb af en (defekt) tandbøjle, der som led i en behandling er blevet tilpasses af tandlægen. Afgørende er, at patienten påføres nogle udgifter, der følger af tandlægens behandling, men som ikke nødvendigvis skyldes tandlægens forhold.

Førend tandlægen kan blive mødt med et krav, er det en forudsætning, at det produkt, som klienten modtager i forbindelse med behandlingen (implantat, bøjle el.lign.) lider af en mangel. Dette forudsætter, at produktet ikke lever op til, hvad der med rette kan forventes. I den kon- krete sag havde implantat samt krone alene fungeret i 11⁄2 år, og Landstandlægenævnet lagde således til grund, at implantatet var behæftet med en mangel (produktfejl). Der ses således også på, hvad der kan forventes af genstanden i forhold til bl.a. dennes holdbarhed.

Ved sådanne mangelskrav er der typisk ikke udvist fejl (culpa) fra tandlægens side, og den økonomiske risiko for tandlægen er begrænset til tilbagebetaling af honoraret, d.v.s. tilbagebe- taling af det produkt (eks. implantat), der viste sig defekt og tilbagebetaling af honoraret for selve behandlingen. Tandlægen kan ikke blive pålagt at betale yderligere omkostninger som eks. tabt arbejdsfortjeneste til patienten, el. godtgørelse for ulemper, fordi tandlægen ikke har udvist fejl (culpa).

Mangelskrav forældes efter forældelseslovens regler, hvorefter udgangspunktet er, at kravet forælder 3 år efter skadens indtræden (skadevirkningstidspunktet). Dette medfører, at såfremt

skaden først viser sig eksempelvis 3 år efter behandlingen, da vil patientens krav først foræl- des 6 år efter behandlingstidspunktet. Der findes imidlertid en absolut frist på 10 år fra den skadevoldende handlings ophør, altså fra behandlingstidspunktet. Derfor vil en tandlæge prin- cipielt set først endeligt kunne afskrive risikoen for at blive mødt med et krav 10 år efter be- handlingens afslutning.

I praksis kan det naturligvis forholde sig anderledes, da det blive sværere for Landstandlæge- nævnet at statuere en mangel ved et produkt des senere det viser sig defekt, da produktet i sådanne tilfælde har vist en længere holdbarhed, men dette er naturligvis en konkret (man- gels)vurdering, som træffes af Regionstandlægenævnet og evt. Landstandlægenævnet. Patienten skal endvidere reklamere over manglen inden rimelig tid. Patienten kan således ikke undlade at reklamere/rejse krav overfor tandlægen og alene henholde sig til forældelsesfri- sten.

Tandlægens retsstilling overfor producenten (sælgeren) af et defekt produkt

Når tandlægen indkøber produkter til brug for sine behandlinger, er tandlægen at betragte som køber, der handler som led i erhverv, og købet betragtes derefter som et handelskøb. Kø- bet er omfattet af den danske købelov, hvis købet foregår i Danmark og typisk efter den inter- nationale købelov CISG, hvis købet foretages i et land, der har tiltrådt CISG, hvilket ganske mange europæiske lande dog også har.

Førend tandlægen kan rejse kravet mod sælgeren af produktet, er det en forudsætning, at genstanden lider af en mangel. Dette vil typisk allerede være dokumenteret, når Regionstand- lægenævnet og evt. Landstandlægenævnet har taget stilling til sagen, idet det i den konkrete sag tydeligt fremgik af afgørelsen, at implantatet led af en produktfejl.

Det er vigtigt, at tandlægen er opmærksom på, at indkøbet er baseret på den aftale, som tandlægen indgår, og sælger kan i sine fortrykte standardvilkår have indsat en bestemmelse, der påvirker mangelsvurderingen. Sælger kan herved have beskrevet produktet og specificeret dette, således at det skal mere til, før produktet kan statueres at være mangelfuldt overfor sælger, end der skulle til, før produktet var mangelfuldt i patientens forhold til tandlægen. Tandlægen bør derfor være opmærksom på, hvorledes sælger beskriver produktet i kontrakten eller i standardvilkårene og notere sig, om specifikationen af produktet reelt medfører, at mangelsvurderingen påvirkes.

I såvel den danske købelov som i CISG gælder der dels en reklamationsfrist på 2 år efter over- givelse af produktet og dels en relativ frist om, at der skal ske reklamation straks. Det vil sige, at hvis intet andet er aftalt, vil tandlægen ved køb foretaget i Danmark eller de lande, der har tiltrådt CISG skulle foretage reklamation 2 år efter denne har modtaget produk- tet, for at bevare sin ret til at gøre indsigelser gældende.

Det er afgørende at notere sig, at reglen er fravigelig, således at forstå, at tandlægen kan af- tale sig til andet. Denne frist er imidlertid central for tandlægens retsstilling, fordi de 2 år der løber efter overgivelse af produktet, kan være gået, før tandlægen bliver mødt med kravet fra patienten. Derved ender tandlægen med at tilbagebetale det fulde honorar til patienten uden at have mulighed for at rejse kravet videre overfor sælgeren af det defekte produkt.

Herudover er det væsentligt, at tandlægen reklamerer straks, hvilket vil være det øjeblik, hvor tandlægen bliver mødt med klagen fra patienten og tandlægen evt. får en indikation af, at et defekt produkt kunne være årsagen til patientens klage. Tandlæge bør varsle kravet overfor sælgeren uanset om tandlægen reelt er uenig i klagen og uanset om tandlægen ikke er sikker på, at patientens krav kan relateres til et defekt produkt.

Det er væsentlig at bemærke, at patienten ikke er underlagt købeloven eller CISG og således ikke er pålagt at reklamere straks, patienten er alene pålagt at reklamere inden rimelig tid, hvilket er en betragtelig mere moderat frist.

Dette udgjorde netop den centrale problematik i den konkrete sag, hvor reklamationen overfor producenten først fandt sted efter afgørelsen fra Landtandlægenævnet faldt. I den konkrete sag gik der imidlertid også 11⁄2 år fra behandlingstidspunktet til skaden indtraf, og forestiller man sig, at tandlægen havde haft implantatet på lager i 1⁄2 år, ville reklamationsfristen være udløbet uanset, at tandlægen havde rejst kravet overfor sælgeren på tidspunktet, hvor tand- lægen blev bekendt med skaden.

Der gælder endvidere en undersøgelsespligt for tandlægen, således at forstå at tandlægen, når denne modtager det bestilte produkt, har pligt til at give meddelelse straks, såfremt produktet viser sig mangelfuldt. Imidlertid vil en del mangler være skjulte og først vise sig senere, når produktet er taget i brug, og undersøgelsespligten er således ikke udstrakt til at gælde skjulte mangler. Forestiller man sig imidlertid, at tandlægen indkøber produkter, der ud fra et visuelt syn kan konstateres at være mangelfuldt allerede ved modtagelsen, da er tandlægen forpligtet til at give meddelelse straks, hvilket kræver at tandlægen ved modtagelsen af produktet besig- tiger dette for synlige mangler. Også denne bestemmelse om undersøgelsespligt er fravigelig, og tandlægen kan således indgå aftaler, hvor denne pligt fraviges.

I henhold til såvel købeloven som CISG kan både udgiften til produktet og direkte som indirek- te tab kræves dækket af producenten (sælgeren). Det vil sige både implantatet og de behand- lingsudgifter, der er forbundet med den fornyede behandling, kan kræves erstattet. I det til- fælde, hvor tandlægen selv forestår udbedringen af patientens skade, vil det driftstab tandlæ- gen lider ved ikke at kunne behandle andre patienter i dette tidsrum også kunne kræves dæk- ket af producenten/sælgeren som et følgetab for tandlægen.

Med henvisning hertil er det således overvejende sandsynligt, at tandlægen i den konkrete sag – og andre lignende tilfælde - ville være kommet igennem med kravet om, at producenten

skulle dække tandlægens fulde tab og ikke alene omkostningen til det defekte implantat. Spørgsmålet er dog ikke afprøvet ved domstolene, men det er opfattelsen, at tandlægen bør få medhold i et sådant søgsmål.

Særligt vedrørende køb i udlandet

Indkøber tandlægen særligt produkter i udlandet, er det vigtigt at være særlig opmærksom på indholdet af kontrakten, som typisk er forfattet af producenten/sælgeren. Det er ikke usæd- vanligt, at der i kontrakten er anført, at det er loven i sælgers land, der finder anvendelse, og således kan sælger undgå CISG (hvis landet har tiltrådt denne) og gennemtrumfe sit eget lands lov, der måske har en endnu kortere reklamationstid end CISG og købeloven, eller inde- holder øvrige ansvarsfraskrivelser, som svækker tandlægens retsstilling.

Konsekvenser og muligheder for tandlægen

Det er først og fremmest vigtigt, at tandlægen er opmærksom på, at der er aftalefrihed, og at denne kan indgå aftaler, som i højere grad afdækker tandlægens risiko i forhold til den tids- mæssige periode, hvor tandlægen kan modtage klager (krav) fra patienter. Det er klart, at det kan være svært i praksis, hvis sælger har klare standardklausuler, som sælger ikke fraviger.

Såfremt sælger har udarbejdet sådanne standardklausuler, vil sælger formentlig også forsøge at begrænse sin ansvar til værdien af den solgte genstand, altså at få køber (her tandlægen) til at acceptere, at der ikke kan rejses krav for andet en den solgte genstand, uanset at tand- lægen reelt har krav herpå. Det er derfor væsentligt, at tandlægen gør sig bekendt med sæl- gers salgsbetingelser, og at tandlægen før denne accepterer sådanne betingelser, undersøger om konkurrenterne tillige anvender sådanne ansvarsfraskrivelser, og at tandlægen således overvejer om denne er villig til at påtage sig denne risiko. Tandlægen bør således i sin samlede vurdering af købet inddrage sælgers standardklausuler som et parameter på linie med produk- tets pris, kvalitet etc., da konsekvenserne af sælgers standardklausuler kan få økonomiske konsekvenser for tandlægen.

I forhold til reklamation må tandlægen sørge for, at være særlig opmærksom på, at reklamere straks tandlægen bliver opmærksom på, at der kan være en klage (et krav) på vej fra en pati- ent, uanset om tandlægen er uenig i klagen. Tandlægen kan endvidere sikre sig ved blot at varsle kravet overfor sælgeren, uanset at tandlægen måske ikke på dette tidlige stadie er be- kendt med, at skaden er indtrådt som følge af, at produktet var defekt.

Herudover kan tandlægen være opmærksom på at undersøge de indkøbte genstande for synli- ge fejl, når leverancen modtages ved blot at foretage en visuel kontrol.

I de tilfælde hvor det er muligt for tandlægen at få indflydelse på aftalen med sælgeren, kan det særligt anbefales at aftale en længere reklamationsperiode eksempelvis ved at aftale, at der reklameres inden rimelig tid efter, at tandlægen bliver mødt med kravet fra patienten og ikke 2 år efter overgivelse af produktet til tandlægen. En anden mulighed kunne tillige være blot at forlænge reklamationsfristen til evt. 5 år, således at der blot skal være sket reklamation 5 år efter overgivelse af produktet. Derved afdækker tandlægen sin risiko i en længere perio- de.

Afgørende i forhold til tandlægens retstilling er imidlertid, at tandlægen er opmærksom på ovenstående faldgrupper, og i det omfang det er muligt søger at afdække risikoen.