Højesterets kendelse af 14/3/2011 - Ikke nyt syn og skøn under adcitationssag mod ejerskifteforsikring (U2011.1607 H)
FT havde tegnet ejerskifteforsikring hos Nykredit Forsikring. FT anmeldte en skade på ejendommens tag i 2007, mens FT var i færd med en større ombygning af ejendommen foretaget af en entreprenør. Nykredit afviste forsikringsdækning under ejerskifteforsikringen, og FT lod arbejdet på tagkonstruktionen færdiggøre. FT nægtede herefter at betale entreprenørens regning, hvorfor entreprenøren i marts 2008 anlagde sag mod FT for betaling af arbejdet på tagkonstruktionen. Nykredit blev ikke inddraget under sagen, hvorfor der i foråret 2009 blev begæret afholdt syn og skøn. Selskabet blev heller ikke indkaldt til skønsforretningen i juni 2009.
Umiddelbart forud for afgivelsen af skønserklæringen den 7. august 2009 indgav FT adcitationsstævningen mod Nykredit og anmodede om kumulation med hovedsagen samt at skønserklæringen fra hovedsagen indgik i adcitationssagen. Nykredit protesterede, og byretten gav Nykredit medhold således, at adcitationssagen skulle udskilles til særskilt behandling, og at skønserklæringen fra hovedsagen ikke kunne indgå under adcitationssagen.
Østre Landsret omgjorde kendelsen den 19. februar 2010 med henvisning til, at skønsmanden endnu ikke havde besvaret spørgsmål, som var ”afgørende for vurderingen af, hvorvidt der måtte være forsikringsdækkede skader”. Da Nykredit derfor fortsat havde mulighed for at få indflydelse på formuleringen af supplerende spørgsmål til skønsmanden, kunne skønserklæringen fra hovedsagen indgå i adcitationssagen og sagerne skulle behandles samlet.
Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet blev landsrettens kendelse indbragt for Højesteret. Nykredit gjorde for Højesteret gældende, at det altovervejende udgangspunkt i dansk ret er, at en skønserklæring i en sag mellem to parter ikke kan inddrages eller anvendes i en sag mod en part, der først inddrages på et senere tidspunkt i sagen, når tredjeparten (adciterede) ikke har haft mulighed for at få indflydelse på skønsforretningen, jf. bl.a. U74.374H.
Ved Højesterets kendelse af 14. marts 2011 (fem dommere) angav Højesteret, at der var den fornødne sammenhæng mellem hovedsagen og adcitationssagen, der begge vedrørte tagkonstruktionen, hvorfor Nykredit kunne inddrages under hovedsagen. Da Nykredit ikke i øvrigt havde konkrete indsigelser mod skønsmanden, skønstemaet eller grundlaget for afvikling af skønsforretningen, og da selskabet ikke havde antageliggjort, at man ikke kunne varetage sine interesser ved at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden, skulle der ikke iværksættes nyt syn og skøn. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skønsmanden havde besvaret spørgsmål, der kunne få betydning for selskabets retsstilling.
Kommentarer:
Højesteret har over de senere år udvidet rammerne betydeligt for inddragelse af bevismateriale i retssager, herunder ved fremlæggelse af erklæringer ensidigt indhentet før sagsanlægget. Med kendelsen har Højesteret igen udvidet rammerne for, i hvilket omfang beviser indhentet forud for et sagsanlæg kan inddrages under et efterfølgende sagsanlæg. Således må det forudsættes, at der kan fremsættes konkrete indsigelser i forhold til skønsmandens habilitet eller den processuelle gennemførelse af skønsforretningen, før en skønserklæring (eller et andet bevis) kan kræves undtaget fra en efterfølgende anlagt adcitationssag. Dette illustreres vel primært af Højesterets afsluttende bemærkning om, at det ikke kan føre til andet resultat, at skønsmanden under hovedsagen har besvaret spørgsmål, der kan få indflydelse på retsstillingen for adciterede (forsikringsselskabet).
