Højesterets dom af 6/4/2011 - Årsagssammenhæng ml. arbejde og erhvervssygdom godtgjort i ASL-sag
Retslægerådet går forud for Ankestyrelsens lægelige vurdering i arbejdsskadesager.
Højesteret har ved afgørelse 6. april 2011 dømt Ankestyrelsen til at anerkende, at en nakke/skulderlidelse skulle anerkendes som en erhvervssygdom indenfor erhvervssygdomsfortegnelsen.
Sagen omhandlede en skadelidt, der led af en skulder- nakkelidelse i form af et højresidigt rotator cuff syndrom og nakkemyoser. Det blev under sagen dokumenteret, at skadelidte havde arbejdet ca. 4 år på et kyllingeslagteri, ca. 4 år som syerske og i nogle år med rengøringsarbejde.
Sygdommen blev i første omgang afvist af såvel ASK som Ankestyrelsen uden forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Efter retssag blev anlagt af skadelidte mod Ankestyrelsen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet og af denne fremgik bl.a., at Retslægerådet fandt, at en stor sandsynlighed talte for en sammenhæng mellem skadelidtes lidelse og arbejdet, som hun havde udført. Sagen blev dernæst forelagt Erhvervssygdomsudvalget, hvis flertal fandt, at der ikke var en tilstrækkelig sammenhæng, og Ankestyrelsen fastholdt afvisningen. Vestre Landsret frifandt ved dom af 22. september 2008 Ankestyrelsen.
I forbindelse med sagens anke til Højesteret blev Retslægerådet stillet supplerende spørgsmål, hvor Retslægerådet udtalte, at arbejdsfunktionerne på henholdsvis kyllingeslagteriet og som syerske ”hver for sig vurderes … ikke at bidrage med mere end 50 % af årsagen … samlet må arbejdet imidlertid forventes at bidrage med mere end 50% af årsagssammenhængen. En skulderlidelse som beskrevet er en langsom fremadskridende proces, hvorfor arbejdet på fjerkræslagteriet har bidraget væsentligt selvom arbejdet lå væsentlig før debut af symptomerne”. Sagen blev herefter endnu engang forelagt Erhvervssygdomsudvalget, hvis flertal fortsat indstillede til afvisning, og Ankestyrelsen fastholdt afvisningen ved afgørelse af 10. marts 2011.
Højesteret tilsidesatte ved dommen Ankestyrelsens synspunkter om, at der bør stilles strenge krav til anerkendelse af en lidelse som den foreliggende, der var optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, når denne ikke opfylder fortegnelsens betingelser for anerkendelse. Højesteret udtaler imidlertid i præmisserne for dommen, at uenigheden mellem ”Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhæng hovedsagelig angår spørgsmål af lægefaglig karakter, …” og ”… at Retslægerådets vurdering bør lægges til grund.”
Med Retslægerådets udtalelse fandt Højesteret det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skadelidtes lidelse i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, jf. den dagældende ASL § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.
Kommentar:
Afgørelsen viser, at der ved vurderingen af årsagsforbindelse i henhold til ASL ikke skal skelnes til antallet af arbejdspladser, men til hvilken fysisk belastning den ansatte har været ude for, samt om denne har været den samme. I så tilfælde sammentælles alle ansættelsesperioderne.
Afgørelsen er samtidig (igen) et meget klar signal fra Højesteret om, at Retslægerådets vurdering tillægges væsentlig lægefaglig betydning, også i forhold til Ankestyrelsens vurderinger. Dette synes også at være fuldt ud i tråd med en tidligere afgørelse i Højesteret (U2010.2941H) vedrørende anerkendelse af en skulderlidelse (rotator cuff), hvor Ankestyrelsen afviste årsagssammenhæng mellem arbejdet og lidelsen. Højesteret lagde her afgørende vægt på Retslægerådets erklæring samt det forhold, at skadelidte havde haft en usædvanlig langvarig og tung erhvervsbetinget belastning af hendes skulderled, samt at der ikke var påvist eller kendt andre specifikke dispositioner til lidelsen.
