Højesterets dom af 4/2/2011, sag nr. 74/2008 - Bestyrelsesansvar – Revisoransvar – konkurs
Højesteret har den 4. februar 2011 afsagt en dom, der berører to problemstillinger, der i de senere år har været genstand for debat mellem aktørerne inden for området for bestyrelses- og revisoransvar, nemlig spørgsmålet om, hvilke krav konkursboet/henholdsvis enkeltkreditorer kan fremføre over for selskabets tidligere ledelse og revisor, samt spørgsmålet om, hvordan konkursboets eventuelle krav skal opgøres.
På kuratorside, herunder navnlig hos Kammeradvokaten, har der været fremført det synspunkt, at enkeltkreditorer er afskåret fra, i konkurrence med konkursboet, at fremføre erstatningskrav modselskabets tidligere ledelse eller revisor. Synspunktet støttes på, at der i konkurssituationen er tale om en universal-forfølgelsessituation, og at det derfor alene er konkursboet, der kan rejse krav mod den tidligere ledelse og revisor.
Synspunktet finder en vis støtte i eksempelvis U2005.1577H, hvor en aktionær ikke fik medhold i et erstatningskrav for det værditab, han havde lidt på sine aktier, idet et sådant krav - i det omfang værditabet alene var lidt som en del af selskabets tab - måtte gøres gældende af eller til fordel for selskabet. Situationen i U2005.1577H adskiller sig imidlertid fra situationen, hvor det er en kreditor, der fremfører kravet, i den forstand, at aktionærerne er en del af ”selskabssfæren”, og i konkurssituationen notorisk først skal dækkes efter selskabets kreditorer (og selskabet selv).
Set fra et erstatningsretligt synspunkt er der næppe tvivl om, at en kreditor, der har lidt et tab som følge af eksempelvis revisors ansvarspådragende handling, vil kunne sagsøge revisor direkte for hele sit tab.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er konkursboet eller kreditor, der kan rejse krav om erstatning, afhænger formentlig snarere af, hvad det er for et krav, der fremføres.
Som et eksempel herpå kan nævnes de situationer, hvor et konkursbo stævner selskabets tidligere revisor med et synspunkt om, at revisors fejl har medført, at selskabet/konkursboet ikke standsede driften i tide.
I disse situationer ses det relativt ofte, at konkursboet nedlægger påstand om, at revisor skal betale en erstatning, svarende til konkursboets underbalance.Et sådant krav bør konkursboet som udgangspunkt ikke få medhold i, da det ikke er revisor, der har drevet selskabet. Revisor vil derfor alene kunne gøres erstatningsansvarlig for det tab, der er lidt fra det tidspunkt, hvor revisor på grund af sine fejl og/eller forsømmelse har været medvirkende til, at selskabets drift fortsatte. Dette betyder, at konkursboets maksimale krav mod revisor alt andet lige skal opgøres til det driftstab, selskabet har lidt efter det tidspunkt, hvor selskabet ville have stoppet driften, hvis revisor ikke havde begået fejl.
I mange tilfælde vil en sådan opgørelse vise, at konkursboet ikke har lidt et tab, eller alene har lidt et mindre tab. Dette udelukker imidlertid ikke, at en enkelt kreditor kan have lidt et endog meget stort tab. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en enkelt kreditor har finansieret driften i den periode, hvor selskabet skulle have standset driften.
Det er umiddelbart vanskeligt at se begrundelsen for, at den pågældende kreditor i denne situation ikke selvstændigt skulle kunne fremføre krav mod revisor, for sit individuelle tab, også selvom kravet fremføres i konkurrence med konkursboet.
Omvendt er det lige så klart, at der i denne situation opstår en række problemstillinger af både processuel og erstatningsretlig karakter, der kan være vanskelige at løse.
Det er således umiddelbart klart, at revisor ikke skal betale erstatning to gange, men spørgsmålet om, hvordan man håndterer egen skyld hos selskabets hidtidige ledelse (i forhold til kravet over for revisor), eller hos enkeltkreditorer (når konkursboet rejser kravet), er endnu ikke løst endeligt i retspraksis.
Ud fra en erstatningsretlig synsvinkel er der næppe tvivl om, at den simpleste løsning på en lang række af disse problemstillinger, i hvert fald hvis sagen udspringer af manglende standsning af selskabets drift, ville være, at konkursboet ganske enkelt blev afskåret fra at rejse erstatningskrav mod revisor og selskabets hidtidige ledelse, og at dette udgangspunkt alene blev modificeret i det omfang, konkursboet (selskabet) havde udsigt til at blive solvent.
Samtidig ville dette rent erstatningsretligt føre til det mest rimelige resultat, i den forstand, at erstatningen ville tilfalde de kreditorer, der rent faktisk havde lidt tab som følge af den manglende standsning af selskabets drift, i modsætning til den dividendefordeling, der sker, når konkursboet rejser krav/anlægger sag.
Som anført indledningsvis har Højesteret i dom af 4. februar 2011, delvist berørt de ovenstående problemstillinger, idet det af præmisserne fremgår, at
”Højesteret kan på denne baggrund tiltræde, at Kim Erleben, Nicko Mammen og Tonny Erleben er ansvarlige for det tab, som selskabets kreditorer – og dermed konkursboet har lidt ved det manglende kapitalgrundlag og den underskudsgivende drift..."
Dommen kan således for en umiddelbar betragtning give indtryk af, at Højesteret er af den opfattelse, at der generelt er sammenfald mellem kreditorernes tab og konkursboets tab, og af den opfattelse, at konkursboets erstatningskrav skal opgøres til hele konkursunderbalancen.
Dommen kan imidlertid næppe tages til indtægt for, at dette er retsstillingen. De konkrete omstændigheder i sagen var således specielle, idet det ansvarspådragende forhold var, at aktieselskabets drift var opstartet uden, at aktiekapitalen var til stede.
Højesterets dom skal derfor formentlig snarere forstås således, at fordi det var ansvarspådragende i det hele taget at starte driften op, var ethvert kreditortab/hele underbalancen derfor en følge af ledelsens/aktionærernes opstart af virksomheden og dermed af aktionærernes/ledelsens ansvarspådragende handlinger.
Dommen kaster derfor næppe nyt lys overspørgsmålet om, hvilke krav konkursboet, henholdsvis enkeltkreditorer kan fremføre, eller hvordan tabet skal opgøres.
