Højesterets dom af 31/1/11 - Livsforsikringsselskab ikke bundet at tilsagn om dækning under invaliderenteforsikring
Danica var ikke bundet af et dækningstilsagn fra 2001, om at ville udbetale invaliderente og præmiefritagelse på forsikringen frem til 2014.
A havde fået bevilget invaliderente og præmiefritagelse efter han påstod at have fået elektrisk stød i marts 1992 fra et elkabel. Danica meddelte i oktober 1997, at A var berettiget til halv invaliderente for perioden fra den 1. januar 1996 til den 1. januar 1998. Efter at A pr. 1. juni 2000 var tilkendt mellemste førtidspension, meddelte Danica i februar 2001 A, at han herefter var berettiget til fuld invaliderente og præmiefritagelse til forsikringens ophør i 2014. Den 1. oktober 2001 standsede Danica udbetalingen af de løbende ydelser for invaliderente og genoptog opkrævningen af præmie, idet man ikke længere fandt det godtgjort, at As erhvervsevne var nedsat.
Ved U 2006.2345 frifandt Højesteret elværket for erstatningspligt (uanset at en tidligere retskraftig dom havde fastslået elværkets erstatningsansvar). Frifindelsen blev bl.a. begrundet med, at Højesteret ikke fandt detbevist, at A overhovedet i marts 1992 havde fået et elektrisk stød.
A anførte, at 2006-dommen var uden betydning for sagen mod Danica, idet selskabet ikke havde taget forbehold forn tilbagekaldelse af tilsagnet. Danica gjorde, at tilsagnet fra 2001 netop byggede på den forudsætning, at A havde været udsat for en ulykke. Da denne forudsætning måtte anses for underkendt ved 2006-dommen var Danica berettiget til at stoppe udbetalingerne og genoptage kravene om betaling af forsikringspræmie. Danica fastholdt desuden, at As erhvervsevne ikke var nedsat.
Højesteret fandt – som i 2006-dommen – at det ikke var bevist, at A havde fået et elektrisk stød eller anden måde havde været udsat for et ulykkestilfælde i 1992. A's urigtige oplysning om, at han havde fået elektrisk stød, havde været bestemmende for Danicas udbetaling af erstatning og præmiefritagelse, og dette må have stået A klart. A var herefter nærmest til at bære risikoen for, at denne situation opstod, uanset om A havde udvist en forsætlig eller uagtsom adfærd i forhold til Danica, der herefter ikke var bundet af de afgivne tilsagn. Højesteret fandt i øvrigt heller ikke, at As erhvervsevne var nedsat til 1/3 på grund af sygdom, hvilket ifølge forsikringsbetingelserne var et krav for præmiefritagelse. Dermed stadfæstede Højesteret landsrettens dom.
Kommentar:
Dommen må anses for afslutningen på et langvarigt og særpræget sagskompleks, hvor A i første omfang opnåede anerkendelsesdom over elværket, der blev tilpligtet at anerkende erstatningsansvaret. Under den efterfølgende erstatningssag med fuldbyrdelsespåstand mod forsikringsselskabet, blev det – særligt efter et syn og skøn – klart, at A's påstand om at have fået elektrisk stød ikke kunne passe, hvorfor Højesteret i 2006 altså frifandt elværket for erstatningspligten.
Det forekommer bemærkelsesværdigt, at A har haft ”nerver” til at indbringe Danica-sagen for Højesteret i 2011 efter at Højesteret i 2006-sagen meget klart angav, at man anså A's troværdighed for at ligge på et meget lille sted.
