Højesterets dom af 15/11/2011 - Kommune erstatningsansvarlig for ansats psykiske skade efter medarbejderweekend. Skaden var ikke inadækvat

Højesteret fandt en arbejdsgiver erstatningsansvarlig for psykiske følger af arbejdsskade.

 

Højesteret har ved dom af 15. november 2011 omgjort Østre Landsrets dom af 10. februar 2009, hvor landsretten fandt, at kommunen havde handlet ansvarspådragende, men hvor kravet fra skadelidte på erstatning i henhold til EAL var afvist grundet manglende påregnelighed (advækvans).

Sagen udspringer af en arbejdsskadesag, hvor Ankestyrelsen omgjorde Arbejdsskadestyrelsens afvisning af skaden som omfattet af ASL, jfr. principafgørelse nr. 26-09.

 

Højesteret fandt – efter en vurdering af det beskrevne forløb på en personaleweekend for de ansatte på en kommunal institution - at det måtte være en for arbejdsgiver forventelig følge af de episoder, der fandt sted på weekenden, at skadelidte kunne blive påvirket psykisk i et eller andet omfang. 　

 

 

Dommen er i medierne angivet som særdeles principiel, og det er da også første gang, at Højesteret decideret tilkender erstatning som følge af rene psykiske skader i en arbejdsskadesag.

 

Efter vores vurdering er der imidlertid tale om en begrundelse, der er meget konkret, og hvor det afgørende for Højesteret synes at have været, at institutionens ledelse var til stede på den pågældende weekend, og objektivt set var bekendt med – eller burde have været bekendt med - at de beskrevne episoder vil påvirke skadelidte psykisk i et eller andet omfang, jfr. formuleringen om, at den ansatte "hvilket ledelsen må have forstået, befandt sig i en psykisk anspændt situation."

 

Det skal tilføjes, at der med dommen ikke er taget stilling til om de psykiske gener er varige, hvorfor dommen ikke kan tages til indtægt herfor. Der er alene tilkendt

godtgørelse for svie og smerte.

 

Sagen adskiller sig i forhold til de tidligere domme vedrørende ansvar for psykiske følger primært derved, at der er tale om en sag, hvor arbejdsgiver dømmes til at betale erstatning i anledning af en handling af krænkende karakter modsat sager om stress o. lignende, jfr. U1998.492V, U1998.514 samt U2008.1156H.

Sagen kan om muligt sammenlignes med tidligere sag vedrørende sexchikane, jfr. U2004.916V, hvor landsretten modsat byretten udmålte erstatning for tort i henhold til Erstatningsansvarslovens § 26.

 

Dertil kommer, at det i forhold til øvrige domme om påregnelighed og psykiske sygdomme, er tale om psykiske følger, som det vel var nærliggende at forvente i forhold til det beskrevne forløb, i modsætning til f.eks. U2005.523H om en belastningsreaktion pga. en kommunes ansvarspådragende sagsbehandling af en ansøgning om opstilling af vindmølle, U2006.2666 H om angivne psykiske følger af indtagelse af forurenet vand fra et vandværket, samt Vestre Landsrets dom af 19. januar 2010 om psykisk sygdom udviklet efter et vådeskud. Sidstnævnte sag skal hovedforhandles for Højesteret den 8. marts 2012.

 

I kraft af den hos Arbejdstilsynet iværksatte indsats i forhold til mobbepolitik i henhold til arbejdsmiljøloven er det ikke utænkeligt, at der – herunder med inspiration i Højesterets dom - for fremtiden i videre omfang vil blive rejst erstatningskrav i henhold til EAL for den psykiske belastning, som disse mobbesituationer måtte have givet anledning til.

 

Efter vores vurdering skal der dog (fortsat) meget til, før Højesterets dom kan påberåbes, da det også efter dommen må fordres, at der konkret er tale om en handling/undladelse, som i betydelig grad har forøget risikoen for netop den pågældende psykiske skades indtræden – samt – at netop denne konkret risiko stod eller burde have stået arbejdsgiver klar
.
Yderligere spørgsmål eller bemærkninger til nærværende redegørelse kan stiles til advokat Marlene Gjedde