Forsikringsklausuler – Sikkerhedsforskrift eller Objektiv risikoafgræsning
Det er helt sædvanligt, at forsikringsbetingelser både i erhvervs- og privatforsikringsforhold indeholder klausuler vedrørende forsikringsdækningen. Når klausulerne ikke er opfyldt kan dette medføre helt eller delvis nedsættelse af forsikringsdækningen afhængig af, om klausulen er en sikkerhedsforskrift eller en objektiv risikoafgræsning.
Sikkerhedsforskrifter er pålæg om forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang. Har den sikrede eller en, der kan identificeres med den sikrede, forsømt at påse forskrifternes gennemførelse har den sikrede kun krav på forsikringsdækning, når den manglende opfyldelse af forskrifterne ikke har været medvirkende årsag til forsikringsbegivenheden, jf. forsikringsaftalelovens § 51, stk. 1. Det skal bemærkes, at forsikringsaftalelovens § 51, stk. 1 er præceptiv, jf. stk. 2.
Objektive risikoafgræsninger derimod er en betingelse selskabet stiller for at afgrænse sin risiko – altså en begrænsning i forsikringsdækningen. Eksempelvis er skader som følge af fejlkonstruktion ikke dækket, idet klausuler om manglende dækning ved fejlkonstruktion betragtes som en objektiv risikoafgræsning, jf. blandt andet FED2003.772V.
Forskellen mellem de to klausuler typer består i, at forsikringsdækning ved sikkerhedsforskrifter bortfalder hvis den sikrede – eller en, der kan identificeres med den sikrede har uagtsomt undladt at iagttage sikkerhedsforskriften, hvorved der er indtrådt en forsikringsbegivenhed, der er kausal i forhold til den culpøse undladelse. Heroverfor står de objektive sikkerhedsafgræsninger, hvor forsikringsdækningen bortfalder, allerede fordi et objektivt krav ikke er opfyldt, og uanset om man kan bebrejde den sikrede dette.
Når der i en autokaskoforsikring indeholder en klausul om, at den forsikrede bil skal have installeret en startspærre, samt at denne skal være aktiveret på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden, indeholder klausulen både en objektiv risikoafgræsning og en sikkerhedsforskrift. Kravet om at der skal være installeret en startspærre er en objektiv risikoafgræsning, mens handlingsklausulen om at startspærren skal være aktiveret ved forsikringsbegivenheden er en sikkerhedsforskrift. Se hertil Ankenævnet for Forsikrings kendelse fra 1998, nr. 47.577, trykt i FED1999.1245/1.
I en autokaskoforsikring var indsat følgende klausul:
”Særlige betingelser:
Klausul 12 – Startspærre
Ved tyveri er den en betingelse for at opnå erstatning:
- at der er monteret, en af selskabet godkendt startspærre,
- at startspærren er aktiveret på gerningstidspunktet.”
Bilen var på værksted, da den blev stjålet, og værkstedsføreren havde efterladt bilen i kort tid, med nøglen i tændingslåsen og startspærren deaktiveret, mens han arrangerede placeringen af de indleverede biler, hvilket må anses for at være groft uagtsomt. Den sikrede ville kunne have opnået forsikringsdækning, idet det ikke var den sikrede – eller end, der kunne identificeres med den sikrede – der havde forsømt at aktivere startspærren.
Følgende fremgår af Vestrelandsrets præmisser, trykt i UfR 2002.2706 og FED 2002.1431:
”En startspærre har til formål at hindre, at bilen startes uden brug af rette nøgle. Forsikringsbetingelsernes vilkår om, at startspærren skal være aktiveret på gerningstidspunktet, er et vilkår for at opnå erstatning for tyveri. Vilkåret er derfor reelt et vilkår, der med henblik på at imødegå den typiske tyveririsiko tager sigte på at regulere førerens adfærd, når køreføjet forlades. Et sådant adfærdsregulerende vilkår må som udgangspunkt antages at være en sikkerhedsforskrift, […]” (Understreget her).
Landsretten anfører videre:
”Det kræver særlig begrundelse at anse et adfærdsregulerende vilkår som en objektiv dækningsbeskrivelse med den virkning, at den sikrede ikke er dækket, når vilkåret ikke er opfyldt […]”
Det fremgår ikke nærmere, hvad der karakteriserer en ”særlig begrundelse”, der medfører, at forsikringsaftalelovens § 51 kan fraviges.
I en erhvervsansvarsforsikring havde den sikrede dækning for skader forvoldt ved jordarbejde, hvortil dog var knyttet en klausul, hvorefter det var en betingelse for forsikringens dækning, at sikrede forinden jordarbejdets påbegyndelse havde indhentet myndighedernes tilladelse, hvor dette krævedes, sat havde undersøgt hos myndigheder og ledningsejere, hvor eventuelle kabler og underjordiske ledninger var anbragt.
Den sikrede havde ikke modtaget kabeltegning fra ledningsejeren, da han stod og skulle i gang med jordarbejdet, men han lånte en kopi af kabeltegning fra en anden entreprenør på pladsen, der gav udtryk for, at der ikke var noget til hinder for, at den sikrede kunne påbegynde sit jordarbejdet. Det skete hverken værre eller bedre end, at den sikrede ramte nogle nedgravede elkabler, der blev beskadiget.
Østre Landsret gav forsikringsselskabet medhold i, at betingelsen var en objektiv dækningsbetingelse, og frifandt selskabet fra at skulle betale forsikringsdækning. Højesteret nåede derimod frem til – enstemmigt – at der var tale om en sikkerhedsforskrift, idet:
”[…]Uanset formuleringen indebærer bestemmelsen i realiteten et pålæg til sikrede om før en mulig forsikringsbegivenheds indtræden at foretage en handling for at forebygge skade, og Højesteret finder, at bestemmelsen må anses for en sikkerhedsforholdsregel, […]” (understreget her).
Dommen er trykt i UfR 2005.2227.
En bygningsbrandforsikring for en bygning, hvori der blev produceret lys, indeholdt en række klausuler, hvoraf særligt én (understreget nedenfor) var genstand for uenighed mellem parterne, hvilken kategori klausulen hørte under:
”Klausul/er:
Opvarmning af paraffin- og farvekarrene skal ske ved indirekte opvarmning af vand som er tungere end paraffin/ stearin og derfor synker til bunds og omgiver varmeelementerne.
Farvning af lys med fareklasse 1 og 2 væsker må kun finde sted, hvis man har godkendt farvekabine (med udsugning og eksplosionssikre installationer) svarende til en godkendt sprøjtekabine for autolakering.
Alternativ farvning sker ved vand- eller oliebaserede varer, som smelter sammen med paraffinen/stearinen.
Paraffin-/stearin-, og farvekarrene skal min. have dobbelt sikring mod overophedning.
Automatiske tænd/slukure skal være sikret mod kortslutning.
Brug af åben ild må ikke finde sted.
Produktionen skal foregå i en BS-60 brandcelle.
Funktionsdygtigt slukningsudstyr skal forefindes, og abonnementsaftale skal være indgået om årlig afprøvning af slukningsudstyret. […]”
Højesteret nåede frem til, at de af klausulerne, der regulerede den sikrede handlinger, var sikkerhedsforskrifter. Den understregede klausul derimod indeholdt ikke en handlingspligt, men derimod krav til den tekniske indretning af lokalerne til brug for produktionen af lys, og klausulen var således en objektiv risikoafgræsning. Allerede fordi produktionslokalet ikke var indrettet i overensstemmelse med den objektive risikoafgræsning, blev selskabet blev frifundet. Dommen er trykt i UfR 2010.98.
På baggrund af ovennævnte gennemgang af et lille udsnit af praksis omkring sikkerhedsforskrifter og objektive risikoafgræsninger, kan det konkluderes, at formuleringen af forsikringsklausuler ikke i sig selv er afgørende for, om klausulen er en sikkerhedsforskrift eller en objektiv risikoafgræsning.
Handlingsklausuler – klausuler, der indeholder pålæg for den sikrede at foretage en bestemt handling – er sikkerhedsforskrifter.
Klausuler der derimod indeholder vilkår/bestemmelser omkring krav til den faktiske og tekniske indretning af det forsikrede, vil der derimod være objektive risikoafgræsninger.
