Forholdsmæssig fordeling af forsikringssummen – FAL § 95, stk. 3

Artiklen tager afsæt i den problemstilling, der kan opstå, når flere krav mod forsikringstager sammenlagt overstiger forsikringssummen. Forsikringsaftaleloven foreskriver en forholdsmæssig honorering af de anmeldte krav, men dermed er forsikringsselskabet ikke sikret fuld afklaring på problemstillingen.

Det følger af FAL § 95, stk. 3, at et forsikringsselskab skal dække flere kravstillere forholdsmæssigt, såfremt deres krav sammenlagt ikke kan holdes inden for forsikringssummen og dermed selskabets betalingspligt. Før forsikringsaftalelovens tilblivelse var selskabet ikke pligtigt at tage hensyn til eventuelle øvrige krav, hvorfor det kunne bero på tilfældigheder, om en kravstiller var henvist til selv at dække sit fulde tab (1).

På trods af bestemmelsens forskrift ligger der en latent risiko for, at selskabet kommer i klemme mellem to kravstillere. Yder selskabet fuld dækning til kravstiller A, og viser det sig efterfølgende, at der ikke tillige er fuld dækning til kravstiller B, kan selskabet blive pligtigt at dække B´s fulde tab med henvisning til FAL § 95, stk. 3 samt erstatningssynspunkter. Vælger selskabet derimod at tilbageholde et beløb i en situation, hvor B´s krav ikke består, kan det ifalde et ansvar over for A grundet forsinkelse med erstatningsudbetalingen, jf. FAL § 24 om selskabets betalingspligt.

Afgørende er, hvor konkretiseret et krav skal være for at aktualisere FAL § 95, stk. 3. Det kan næppe være en betingelse, at erstatningspligten samt erstatningens størrelse er fastslået. Således følger det af bemærkningerne til FAL (2), at formålet med bestemmelsen netop er at imødekomme det forhold, at ”den enkelte skadelidte jo langtfra er Herre over, hvor hurtigt han kan faa sit Krav fastslaaet”. Beskyttelsen ville være illusorisk, såfremt forsikringsselskabet udelukkende skulle iagttage stk. 3 i de tilfælde, hvor der for kravet var en dom eller skyldners uforbeholdne erkendelse.

FAL § 95, stk. 3, kræver som det eneste, at kravet skal være anmeldt. En anmeldelse, hvorefter der tages forbehold for indtaling af et krav, skal som udgangspunkt også tages i betragtning under § 95, stk. 3. Den nærmere vurdering må bero på en afvejning af, hvem der skal bære risikoen for, at kravet senere bliver aktuelt, og at der ikke længere er dækning under forsikringssummen. Ved afvejningen må der tages hensyn til, om forbeholdet er belyst i en sådan grad, at selskabet sættes i stand til at identificere forsikringsbegivenheden samt det eventuelle tab.

Bestemmelsen siger derimod ikke noget om, hvad forsikringsselskabet skal gøre, såfremt det har kendskab til et ikke-anmeldt krav. Selskabet bør i den situation afsætte en reserve. Det følger således af lovens bemærkninger, at et selskab, der i god tro udbetaler erstatning, er frigjort for et senere krav, såfremt dette ikke kan honoreres. Heraf kan man slutte modsætningsvist og konkludere, at selskabets viden har betydning. Synspunktet understøttes af det faktum, at det ikke nødvendigvis beror på kravstiller, at kravet ikke er blevet anmeldt.

FAL § 95, stk. 3, omhandler ikke, hvornår beskyttelsen ophører. Man kan forestille sig en situation, hvor kravstiller A anmelder et krav, hvorefter han ikke foretager sig yderligere. Skal selskabet efter 6 måneder aktuelt udbetale erstatning til kravstiller B, er det spørgsmålet, om det skal tage hensyn til kravstiller A. Det kan være, at kravstiller A har opgivet sit krav, hvorved tilbageholdelsen af et beløb ikke længere er nødvendig. Men det kan omvendt være, at den manglende opfølgning på anmeldelsen skyldes, at vedkommende er i gang med at indsamle beviser.

Der må nødvendigvis tages et hensyn til den kravstiller, der notorisk har et krav, og som skal acceptere at få reduceret sit krav (3). Forsikringsselskabet bør i denne situation oplyse over for den kravstiller, der har taget forbehold for et krav, at det reserverede beløb ikke iagttages, hvis han ikke inden en rimelig frist foretager sig yderligere (4).

Det er værd at bemærke, at et anmeldt krav først forældes 1 år efter forsikringsselskabets meddelelse om, at kravet (delvist) afvises, jf. FAL § 29, stk. 5. Denne regel gælder tillige ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for kravstiller (5), hvilket eksempelvis er tilfældet for krav, der støttes på revisorers ansvarspådragende adfærd (6). I disse tilfælde kan et forsikringsselskab således ikke nøjes med at afvente indtrædelse af forældelse i forholdet mellem kravstiller og forsikringstager som en løsning på udbetalingsdilemmaet.

Konkluderende bør et forsikringsselskab være opmærksomt på, at det risikerer at pådrage sig et hæftelsesansvar, såfremt det udbetaler erstatning til en kravstiller med viden om et andet kravs eksistens. Selskabet bør som udgangspunkt sikre sig bevis for, at det andet krav ikke (længere) består. Er der fortsat tvivl om kravets eksistens, kan forsikringsselskabet frigøre sig ved at deponere et beløb svarende til forsikringssummen i henhold til deponeringslovens bestemmelser herom (7).

(1) KBET 1925 Kommissionsbetænkning. Udkast til lov om forsikringsaftaler med tilhørende bemærkninger, ad § 95.

(2) Ibidem.

(3) Det er dog kun et relevant hensyn, såfremt kravstiller ikke har fået dækning for differencen hos forsikringstager, fx fordi han er gået konkurs.

(4) Dette gælder i hvert fald i de situationer, hvor krav nr. 2 alligevel vil udtømme forsikringssummen.

(5) Dette følger forudsætningsvist af LFF2006-2007.1.166, ad § 2, nr. 2.

(6) Bekendtgørelse 2008-06-26 nr. 661 om godkendte revisorers garantistillelse og ansvarsforsikring, § 8. stk. 1.

(7) Lov 1932-02-16 nr. 29 om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering.