Forbehold for udstykning af erstatningskrav

Har man flere krav mod én anden part, kan man vælge at indtale disse krav som ét samlet krav eller indtale kravene hver for sig, jf. retsplejeloven § 249 om objektiv kumulation.

Tilladeligheden af udstykning af krav afgøres efter en konkret afvejning af parternes interesse under hensyntagen til de materielle regler, der gælder for parternes mellemværende, jf. Gomard i ”Civilretten”.

Retsplejeloven indeholder ikke nærmere retningslinjer for, hvornår man kan foretage udstykning i ét krav, således at alene en del af krav behandles, mens en anden del ikke behandles - foreløbigt.

Det altovervejende udgangspunkt er, at alle forfaldne krav, der kan opgøres, skal indtales under samme retssag under generelle hensyn til procesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne.

Særligt i sager om personskadekrav, hvor den samlede erstatning for den samme begivenhed består af flere delkrav, der forfalder og opgøres hver for sig indtales typisk også forskudt af hinanden. Det er ikke udsædvanligt i disse sager tages mere eller mindre generelle forbehold for at gøre yderligere krav gældende. Det er således relevant at undersøge, i hvilket omfang forbehold for at gøre yderligere – mere eller mindre præcist angivne – krav gældende kan medføre, at udstykning af kravene er tilladelig

UfR 2010.1431H

H havde med S som garantistillet lejet et skib af et rederiet, R. Da H ikke kunne betale lejen, rejste R krav mod S for den manglende lejebetaling, og tog under retssagen forbehold, om overfor S tillige at gøre erstatningskrav gældende som følge af H’s misligholdelse af lejeaftalen.

Ved en sideløbende voldgiftssag mellem R og H, medindtalte R erstatning for H’s misligholdelse og fik fuldt medhold.

H betalte ikke, og R afstod fra ”for øjeblikket” at indtale erstatningskravet overfor

S, idet R dog tog et udtrykkeligt forbehold om at anlægge en ny sag vedrørende erstatningskravet. S tog bekræftende til genmæle, og S blev dømt i overensstemmelse med R’s påstand.

D, der havde overtaget R’s krav, rejste herefter krav overfor S vedrørende H’s restgæld, svarende til erstatningskravet. Sagen vedrørte hefter spørgsmålet om, hvorvidt udstykningen af erstatningskravet var tilladeligt.

Byretten fandt, at årsagen til R’s udstykning af kravet skyldtes tvivl om S’ betalingsdygtighed, og udstykningen var således ikke tilladelig, og sagen blev afvist.

D ankede sagen til Landsretten, der udtalte, at der var tale om to forskellige krav, leje og erstatning, og uanset at disse krav begge udsprang af samme retsforhold, var der tale om to forskellige krav, hvorfor D (R) ikke var forpligtet til at indtale begge krav, og sagen blev herefter hjemsendt.

S ankede sagen til Højesteret, der i den konkrete sag fandt, at der ikke ved R’s forbehold – eller i øvrigt – forelå en anerkendelsesværdig interesse, der kunne føre til fravigelse af generelle hensyn til procesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne, og sagen blev afvist.

Af højesterets præmisser kan udledes, at selv konkrete forbehold for fremsættelse af yderligere krav ikke i sig selv er nok til, at udstykning af krav tillades. Der kræves noget mere i form af en anerkendelsesværdig interesse for at generelle hensyn til procesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne kan tilsidesættes.

UfR 2003.2196V

En skadelidt var i 1997 udsat for en arbejdsulykke, og gjorde i den forbindelse krav mod arbejdsgiveren for differencekrav på tabt arbejdsfortjeneste under hendes første sygeperiode, der løb fra tidspunktet for ulykken indtil marts 1998.

Den første retssag blev forligsmæssigt afsluttet i 2000 efter hovedforhandling, men i 2001 anlagde den skadelidte ny sag mod arbejdsgiveren for differencekrav for hendes anden sygeperiode fra november 1998 til december 1999.

Skadelidte og dennes advokat var begge bekendt med, at skadelidte var berettiget til yderligere erstatning, og tog derfor under den første retssags hovedforhandling forbehold om senere at rejse yderligere krav

Arbejdsgiveren påstod sig frifundet under henvisning til, at skadelidte på tidspunktet for den første domsforhandling og det efterfølgende forlig var bekendt med den yderligere sygeperiode og det yderligere erstatningskrav kunne være opgjort allerede under den første retssag, hvorfor der var tale om ulovlig udstykning af erstatningskrav.

Byretten fandt, at skadelidte kunne have fået genoptaget forberedelsen og derunder medtage den yderligere erstatning. Byretten lagde endvidere vægt på hensynet til, at skadelidte risikerede at lide et uforholdsmæssigt tab ved at blive afskåret fra at gøre den resterende del af kravet gældende. Endelig fandt byretten, at advokatens valg af fremgangsmåde for at gøre krav gældende ikke skulle komme skadelidte til skade, og byretten gav skadelidte medhold.

Vestre Landsret lagde derimod vægt på, at skadelidtes yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste var forfaldent på tidspunktet for den første domsforhandling og kunne opgøres endeligt. Landsretten fandt derfor, at advokatens generelt formulerede forbehold under den første hovedforhandling var utilstrækkelig og udstykningen var ulovlig.

Dommen er helt på linje med Højesterets dom gengivet ovenfor, men synes også at holde døren åben for en vis adgang til udstykning af opgørlige krav, i det omfang der er taget et specifikt forbehold – og omstændighederne i øvrigt taler for det.

FED 2009.11V

En slagterimedarbejder kom under udførelsen af sit arbejde til skade, og gjorde differencekrav gældende overfor sin arbejdsgiver. I første omgang gjorde skadelidte krav på, at arbejdsgiveren skulle anerkende erstatningsansvaret, samt udbetale den opgjorte godtgørelse for svie og smerte smat tabt arbejdsfortjeneste, hvilket skadelidte fik medhold i. Skadelidte havde under sagen taget forbehold for, at kræve yderligere godtgørelse og erstatning.

Da kravet endeligt kunne opgøres, fremsatte skadelidte krav, om at arbejdsgiveren skulle betale yderligere godtgørelse for svie og smerte samt yderligere tabt arbejdsfortjeneste indtil henholdsvis méngradserstatningen og erhvervsevnetab endeligt kunne opgøres samt erhvervsevnetabserstatning.

Arbejdsgiveren gjorde derimod gældende, at skadelidte under den første sag kunne have forhøjet påstanden på de løbende ydelser (sive og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste), men afstod fra dette, hvorfor der var tale om ulovlig udstykning af erstatningskrav. Endvidere var det arbejdsgiverens vurdering, af skadelidte kunne have foretaget et skøn over den samlede erstatning og der også af den årsag var sket ulovlig udstykning af erstatningskravet.

Retten i Esbjerg fandt, at der ikke var muligt for skadelidte at skønne over den endelig erstatning, og skadelidte var ej heller forpligtet til at opgøre sit krav ved forberedelsens afslutning, idet erstatningskravet under alle omstændigheder ville vokse efterfølgende. Da skadelidte havde taget udtrykkeligt forbehold for at forhøje kravet, var arbejdsgiveren klar over, at den første afgørelse ikke var en endelig afklaring af det samlede erstatningskrav, og udstykningen af kravet var tilladt.

Vestre Landsret fandt, at det under den første retssag stod klart for arbejdsgiveren, at skadelidtes erstatningskrav var foreløbigt, hvorfor udstykningen ikke var ulovlig, og landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Dommen, der er afsagt før Højesterets dom ovenfor, synes at tage det standpunkt, at konkrete forbehold sammenholdt med, at der faktisk ikke kan foretages en endelig opgørelse af det samlede krav, kan tilsidesætte hensyn til procesøkonomi og retskraftreglernes effektivitet.

----oo0oo----

Nyere retspraksis kan opsummerende beskrives således at selv et konkret og præcist angivet forbehold for senere at gøre et nærmere angivet krav gældende, ikke i sig selv kan tillade udstykningen af erstatningskrav. Efter en konkret vurdering, vil et særligt velbegrundet forbehold for et specifikt uopgørligt krav kunne medføre tilladelse til at kravet udskilles til senere særskilt behandling.