Defektvurderingen i produktansvar - kan producenten påvirke defektvurderingen af sit produkt?

Artiklen gennemgår en producents mulighed for at påvirke defektvurderingen i sager om produktansvar ved f.eks. at give konkrete instrukser til brugeren af produktet om, hvordan produktet skal anvendes, eller ved at advare brugeren om, at der kan være en nærliggende risiko for en forkert brug, der kan gøre produktet farligt.

I henhold til produktansvarslovens (PAL) § 5 og det i retspraksis udviklede produktansvar (RUP) er et produkt defekt, hvis produktet ikke frembyder den sikkerhed, man med rette kunne forvente. Hvilken grad af sikkerhed et produkt skal frembyde, skal afgøres efter objektive og subjektive kriterier.

Som udgangspunkt er ansvarsvurderingen for så vidt angår PAL præceptiv, idet PAL ikke kan fraviges ved forudgående aftale til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav, jf. PAL § 12. Der kan således ikke aftales ansvarsbegrænsninger med skadelidte for produktskader. Der kan, for så vidt angår RUP, godt aftales ansvarsbegrænsninger for produktskader, dog begrænses anvendeligheden heraf af kontrakters relativitet, således at ansvarsbegrænsningen kun har virkning mellem aftalens parter.

Idet den sikkerhed, som et produkt skal frembyde, skal afgøres efter, hvad brugere som helhed er berettigede til at forvente af produktet er der dog åbnet op for en mulighed for at kunne påvirke defektvurderingen.

Det kan dog være vanskeligt at trække den præcise grænse for, hvilket råderum produktansvarsloven trods præceptiviteten levner producenten. Bestemmelsen i PAL § 12 udelukker kun egentlige ansvarsfraskrivelser. Det er dermed i realiteten muligt for producenten at begrænse sit ansvar gennem den vejledning og instruktion, der følger med produktet, idet sådan markedsføring vil indgå i vurderingen af, om produktet overhovedet er defekt, jf. PAL § 5, stk. 1, nr. 1. For så vidt angår RUP er det de samme kriterier, der skal anvendes i relation til defektvurderingen, hvorfor der også i RUP er mulighed for at påvirke defektvurderingen.

Advarsel

Ved vurderingen af, hvilken sikkerhed, der med rette kan forventes af et produkt, skal der lægges vægt på, om brugerne som helhed er blevet advaret mod den pågældende fare. I visse tilfælde, hvor der er tale om et farligt produkt, kan producenten ligefrem have en advarselsforpligtelse overfor brugeren.

Advarsler er således relevante for produkter, hvor der er en nærliggende risiko for, at en forkert brug af produktet kan gøre produktet farligt.

Et konkret eksempel herpå er komfur-dommen (RUP dom)(UfR.1994.53H):

Et komfur var anbragt på en sokkel uden at være sikret mod at tippe frem ved brug af komfuret. Komfuret væltede under brug, og skadelidte fik en gryde med kogende vand over sig. Højesteret lagde til grund (dog dissens), at anbringelse af komfuret på en sokkel ikke var ualmindeligt, og at producenten burde have advaret herom.

Komfuret ansås således for at være defekt, hvilket formentlig ikke havde været tilfældet, såfremt producenten havde advaret om den nærliggende risiko for, at komfuret kunne tippe.

Et andet eksempel er kartoffelknolde-dommen (RUP dom)(UfR.2006.226H):

En række kartoffelavlere konstaterede, at der var skader på kartoffelknolde kort efter at de havde sprøjtet deres marker med et sprøjtemiddel. Kartoffelavlerne mente, at sprøjtemidlet var defekt og krævede erstatning fra producenten. Producenten havde udformet en brugsanvisning indeholdende en advarsel om at anvende sprøjtemidlet ”under vandmættede jordforhold”. Det kunne ikke fastslås, at kartoffelavlerne havde overholdt denne advarsel, hvorfor sprøjtemidlet ikke ansås for at være defekt.

I denne sag påvirkede producenten defektvurderingen ved brug af en advarsel. Det må lægges til grund, at sprøjtemidlet ville være at anse som defekt i den pågældende situation, såfremt advarslen ikke havde været i brugsanvisningen.

Instruktion/vejledning

Det er umiddelbart muligt for en producent at vejlede/instruere om brugen af et produkt, således at produktet i visse tilfælde ikke er at anse som defekt.

Et eksempel herpå er Højesterets dom af 5. oktober 2011 i sag 400/2008 (landsrettens dom er optrykt som FED 2008.20Ø):

I denne sag blev kød produceret og solgt af Plumrose på en fabrik i USA i en periode på ca. 6 måneder i 2004 forurenet af olie fra en gearboks fra en kødhakkemaskine.

Det blev fastslået, at olieudslippet ikke skyldes en defekt ved kødhakkemaskinen, men derimod at brugeren af kødhakkemaskinen ikke havde overholdt den i manualen foreskreven vedligeholdelse af maskinen, som kunden kunne og burde have gjort.

Såfremt manualen ikke havde vejledt herom, var kødhakkemaskinen formentlig defekt.

Se advokat Allan Kvist-Kristensens kommentar til dommen her: http://www.advokatfirmaet-erritzoe.dk/aktuelt/hjesterets-dom-af-5_10_2011-recall-forsikring-og-produktansvar.htm

Et andet eksempel er Julestikling-afgørelsen (RUP dom) i FED 2004.554Ø:

I denne sag medfulgte der til produktet Mycotal – som er et produkt egnet til bekæmpelse af mellus på julestjernestiklinger - en vejledning om, hvorledes produktet skulle anvendes. Skadelidtes julestiklinger fik mellus, og skadelidte anlagde sag mod producenten med påstand om erstatning på baggrund af, at Mycotal produktet var defekt. Skadelidte kunne ikke dokumentere, at Mycotal var defekt, såfremt den medfølgende vejledning om, hvorledes produktet skulle anvendes var blevet fulgt, hvorfor produktet ikke ansås for at være defekt.

Afgørelsen illustrerer, at en vedlagt udførlig brugsanvisning kan have en væsentlig betydning af, hvilken sikkerhed der med rimelighed kan forventes af produktet.

Mærkning af produktet

Mærkningen af et produkt er et centralt moment, når det skal afgøres, hvilken sikkerhed brugeren med rette kan forvente af et produkt.

I henhold til produktsikkerhedsloven stilles der krav til mærkning af produkter. F.eks. skal legetøj have et CE-mærke (mærkningen betyder, at produktet er i overensstemmelse med en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk godkendelse), der viser forbrugerne, at legetøjet overholder en række krav til sundhed, sikkerhed og miljø.

En manglende overholdelse af en sådan lovpligtig mærkning vil som overvejende hovedregel resultere i, at produktet anses som defekt.

Et eksempel på anden type mærkning af produktet er Danæg-sagen (PAL dom) (UfR.2003.228V):

Et æggepakkeri havde mærket sine æg ”salmonellakontrolleret fra danske pakkerier”. 7 personer, der spiste koldskål lavet af æg fra æggepakkeriet blev syge af salmonellaforgiftning.

Hovedspørgsmålet under retssagen var, hvorvidt et salmonellainficeret æg må anses for defekt i produktansvarslovens forstand.

Hertil udtalte flertallet af landsrettens dommere, at æggepakkeriet under hensyn til den hidtidige anvendelse af rå æg i husholdningerne måtte forvente, at deres æg i et vist omfang fortsat bliver anvendt rå i forbindelse med andre fødevarer, som ikke bliver opvarmet, inden de bliver spist. Særligt når man markedsfører sine æg under betegnelsen ”salmonellakontrolleret fra danske pakkerier”, må den almindelige forbruger forstå situationen således, at æggene har været kontrolleret for salmonella, og dermed er fri for infektionsrisikoen.

Flertallet fandt ikke grundlag for at antage, at det var almindelig kendt, at indtagelse af rå æg med den pågældende mærkning indebar en ikke ubetydelig risiko for infektion. Herefter fandtes de æg, der blev benyttet, ikke at have frembudt den sikkerhed, som man med rette kunne forvente, og derfor fandtes de defekte – uanset mærkningen.

Mindretallet lagde derimod vægt på, at der før benyttelsen af æggene havde været en meget betydelig omtale af problemet med rå æg i medierne og fandt, at risikoen for at pådrage sig salmonellainfektion ved indtagelse af retter, der indeholdt rå upasteuriserede æg var kendt af den almindelige forbruger på tilskadekomsttidspunktet i 1998. Denne dommer fandt ikke, at anvendelse af mærkningen ”salmonellakontrolleret fra danske pakkerier” ændrede derpå, idet det ikke kunne rejse en forventning om total salmonellafrihed i rå æg hos forbrugeren.

Mærkningen af et produkt kan påvirke defektvurderingen vedrørende det pågældende produkt, herunder både udvide og indskrænke defektbegrebet. I lyset af den ovennævnte afgørelse kan en mærkning i visse tilfælde ligefrem anses for en slags garanti om, at visse egenskaber ved produktet er tilsikrede.

Konklusion

På baggrund af ovenstående drøftelser synes der ikke at være tvivl om, at producenten i et vist omfang har mulighed for at påvirke defektvurderingen af det produkt denne fremstiller, herunder ved brug af advarsler, vejledning og mærkning mv.(uegentlige ansvarsfraskrivelser).

I henhold til PAL kan der ikke laves egentlige ansvarsfraskrivelser overfor forbrugeren eller for for den, der indtræder i denne krav, dvs. mellemhandleren, men man kan udlede, at en instruktion og vejledning påvirker defektvurderingen og derfor kan medføre, at produktet ikke anses som værende defekt. På samme måde kan en advarsel om nærliggende fare for et produkt fortælle brugeren, at den forkerte brug kan gøre produktet farligt – og herved påvirke brugen af produktet.

Såvel PAL som RUP levner således producenten et vist råderum til at påvirke defektvurderingen af sit produkt. Hvor grænsen af påvirkning af defektvurdering går, er ganske vanskeligt at vurdere.

For at illustrere den vanskelige grænsedragning kan et eksempel fra fitnesscentre anvendes.

Producenter af træningsmaskiner til fitnesscentre ved, at træningsmaskinerne ikke anvendes af køberen (fitnesscentret), men i stedet af kunderne i fitnesscentre. Producenter ved derfor, at de ikke kan advare om en bestemt brug af træningsmaskinen i instruktionsvejledningen, idet brugeren af træningsmaskinen ikke kommer til at læse instruktionsvejledningen.

På den baggrund er producenterne begyndt at klistre advarselsmærkater direkte på træningsmaskinerne i håb om, at brugerne ser og læser advarselsmærkaterne.

Spørgsmålet er så, om producenterne kan påvirke defektvurderingen i forhold til slutbrugeren ved en advarselsmærkat direkte på træningsmaskinen.

På den ene side er det vigtigt at notere sig, at (for)brugeren forventer at kunne bruge de træningsmaskiner, der er til rådighed i træningscentret uden at brugeren skal læse om de pågældende maskiner.

På den anden side skal man anerkende, at en advarselsmærkat direkte på træningsmaskinen er producentens eneste reelle mulighed for at kommunikere med brugeren af maskinen og fortælle om en forkert anvendelse/brug. Men det bør også bemærkes, at producenten har den tekniske og økonomiske mulighed for at designe træningsmaskinen, så den – også uden brug af advarselsmærkater – kan frembyde den sikkerhed brugeren med rette kan forvente.

Umiddelbart må det dog forventes, at brugeren i et vist omfang orienterer sig om brugen af en maskine, inden brugeren går i gang med at træne på den pågældende maskine. Hermed får den påklæbede instruktion fra producenten indflydelse overfor brugeren af maskinen.

I det lys må det antages, at producenten i begrænset omfang kan påvirke defektvurderingen med en advarselsmærkat, f.eks. ved at advare brugeren med en mærkat, der advarer mod brug af træningsmaskinen, hvis man har et dårligt hjerte. Dette begrundes i den almene antagelse om, at en bruger med et dårligt hjerte skal være ekstra påpasselig ved motionsdyrkning.

En stor fordel ved sådanne uegentlige ansvarsfraskrivelser er, at de kan anvendes overfor alle og ikke kun kontraktparten. Producenten kan således påvirke defektvurderingen overfor både kontraktparten og tredjemand, hvilket i realiteten bryder med princippet om kontrakters relativitet.

Et andet eksempel relaterer sig til producentens reklame af produktet. En producent må forvente, at når produktet anvendes på en bestemt måde i en reklame, så må forbrugere forvente, at produktet kan anvendes på denne måde. Sagt med andre ord, så kan en producent komme til at markedsføre produktet som mere sikkert, end det er. Dette kommer til at betyde, at muligheden for at produktet bliver anset for værende defekt udvides i en for producenten negativ retning.

En påvirkning af defektvurderingen kan i sidste ende betyde, at producenten med korrekt vejledning eller advarsel mv. om sit produkt kan blive fritaget for produktansvar i tilfælde, hvor denne uden en sådan korrekt vejledning eller advarsel ville være erstatningsansvarlig.

Producenter bør således have påvirkningen af defektvurderingen af deres produkter for øje i forbindelse med markedsføringen af sine produkter.