AK nr. 80.286 af 1/2/2012 - indboforsikring - bevis for forsikringsbegivenhed- dokumentation - urigtige oplysninger
FT tegnede i oktober 2010 indboforsikring hos selskabet og benægtede i den forbindelse, at han tidligere havde haft familieforsikring. FT anmeldte herefter et indbrud ca. 1 måned efter forsikringens indtegning, hvorved der skulle være stjålet genstande for ca. kr. 200.000.
Af politirapporten fremgik, at der ikke var tegn på opbrud på hoveddøren, men at døren var ulåst, og at man ikke i lejligheden fandt ”oplagte steder, hvor der kunne have stået en fladskærm m.v.” Politiet fandt det ikke sandsynligt, at der havde været indbrud i lejligheden.
Ved selskabets konsulents undersøgelser fandtes det ved besøg hos FT, at lejligheden var særdeles sparsomt møbleret. FT dokumentation for de anmeldte stjålne genstande var endog særdeles begrænset. Selskabets undersøgelse viste endvidere, at FT i 2000 var blevet opsagt af et andet forsikringsselskab. FT havde ikke selv nogen erindring herom.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afslag på at yde erstatning i anledning af det anmeldte indbrudstyveri (uden i øvrigt at specificere grunden herfor).


