AK 79.191 af 5/9/2011 - FT havde ikke sandsynliggjort dækningsberettiget indbrudstyveri
FT havde ikke godtgjort, at et anmeldt indbrud var en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.
FT tegnede ultimo 2005 Familiens Basisforsikring 2 hos selskabet med en dækningssum for særligt private værdigenstande på ca. kr. 600.000,00. FT anmeldte herefter, at der den 24. december 2006 mellem kl. 17 og 19.30 havde været indbrud i hendes stuelejlighed i en rækkehusbebyggelse. Ved indbruddet skulle et meget stort antal genstande samt næsten 2 kg guldsmykker og et kontantbeløb på kr. 45.000,00 være blevet stjålet. ISS Skadeservice konstaterede ved ankomst til stedet, at der i ruden mod lejligheden (høje) altan var et hul, og at en sten lå på stuegulvet ved ruden. Ingen naboer havde hørt noget som helst i forbindelse med det anmeldte indbrud, uanset at det skulle være sket juleaften.
Fire dage efter indgivelse af skadesanmeldelse fremsendte FT en meget minutiøs angivelse af, hvilke genstande der var stjålet, samt værdi og anskaffelsestidspunkt. FT kunne imidlertid ikke fremlægge kvitteringer for det meget store antal guldsmykker. Ved nærmere undersøgelse konstaterede selskabet, at FT og hende eksmand i 2003 skulle have haft indbrud, hvorved der skulle være blevet stjålet guldsmykker til en samlet vægt på ca. 1,5 kg. FT oplyste, at smykkerne var genanskaffet efter indbruddet i 2003.
Selskabet anmodede i 2007 politiet om at foretage nærmere undersøgelser af sagen, hvilket førte til ransagning af FT's bopæl samt en række afhøringer og undersøgelser. FT blev herefter ved byretten i maj 2009 dømt for forsøg på bedrageri. FT, men ikke hendes eksmand, ankede dommen til landsretten, der med dommerstemmerne 5-1 frifandt FT, uanset oplysningerne om FT's økonomiske oplysninger (FT havde alene modtaget kontanthjælp i 2005 og 2006, og FT's eksmand var tilkendt førtidspension i 2005).
Selskabet fastholdt efter frifindelsen afvisningen af forsikringsdækning med henvisning til manglende bevis for en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed samt med henvisning til, at klager havde afgivet urigtige oplysninger ved undladelsen af at oplyse om det tidligere til Nykredit Forsikring anmeldte indbrud. Ved ankenævnets kendelse af 5. september 2011 fandt ankenævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet ikke havde fundet det sandsynliggjort, at der var sket et indbrudstyveri, og dermed at selskabet har afvist forsikringsdækning.


