Østre Landsrets dom af 10/10/2011 - Advokatansvarsforsikring – dækning forudsætter erstatningsansvar
Den 4. maj d.å. bragte vi omtale af en byretsdom af 11. april d.å., der fastslog, at der ikke er dækning under en advokatansvarsforsikring, når kravet udspringer af advokatens indeståelse. Sagen har været indbragt for Østre Landsret, der 10. ds. har stadfæstet byrettens dom med henvisning til de af byretten anførte grunde.
Landsretten fremkom umiddelbart efter hovedforhandlingen med en mundtlig tilkendegivelse. Landsretten fremhævede i denne sammenhæng, at landsretten udelukkende lagde vægt på, at allerede fordi der ikke var tale om et erstatningsansvar, samt at der ikke forelå et tab lidt af tredjemand, så var der ikke forsikringsdækning.
Byretten havde som et obiter dictum medtaget en bemærkning om, at der heller ikke var ført bevis for, at en medarbejder havde ageret i strid med en instruks. Landsretten oplyste ved den mundtlige tilkendegivelse, at landsretten ikke ville gentage denne præmis, idet resultatet var baseret på, at betalingsforpligtelsen udsprang af en kontraktuel forpligtelse og ikke et erstatningsansvar og på, at det ikke var tredjemand, der havde lidt et tab, hvorefter det ikke var relevant at vurdere, om en medarbejder havde ageret i strid med en instruks. Dette nævnes, fordi landsretten godt nok henviser til ”allerede-fordi-præmissen” med sin henvisning til forsikringsbetingelserne, men samtidig henviser til ”de af byretten anførte grunde”.
Sagen blev ført af advokat Christina Steen de Klauman for forsikringsselskabet.


