Adskillelse mellem mangelsansvar og produktansvar efter UfR 2010.1360H

Det har tidligere været uafklaret i retspraksis, om der var tale om mangelsansvar eller produktansvar, når en oprindelig monteret komponent i et produkt forårsagede skade på produktet selv. Med UfR 2010.1360H synes der nu at være taget endelig stilling til, at der er tale om mangelsansvar.

Efter de danske mangelsansvarsregler kan køber af et produkt kun fremsætte krav mod sælgeren af produktet. Det er en betingelse for at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, at produktet led af en mangel ved leveringen, at køber reklamerer over manglen hurtigt efter den opdages (i praksis ganske få dage), og såfremt der er tale om løsøre endvidere, at reklamationen fremsættes indenfor en absolut reklamationsfrist på 24 måneder efter levering. Mange danske virksomheder har dog begrænset dette mangelsansvar overfor køber i deres forretningsbetingelser eller i en samhandelsaftale, og køber kan derfor ofte ikke kræve sit fulde tab erstattet af sælger. Ofte er ansvaret begrænset til omlevering eller ophævelse med tillæg af en procentdel af købesummen, ligesom ansvar for driftstab ofte er fraskrevet.

I det omfang manglen kan tilregnes sælgers leverandør, fx producenten eller sælgers underleverandør af en komponent i produktet, har køber derfor en interesse i at kunne rette sit krav direkte mod leverandøren, da leverandøren ikke står i kontraktforhold med køber og derfor ikke har begrænset sit ansvar overfor køber. Efter de danske mangelsansvarsregler kan køber imidlertid ikke rette et sådant direkte krav mod sælgers leverandør(er), og køber må derfor nøjes med at rette et ofte ganske begrænset krav mod sælger.

Efter de danske produktansvarsregler kan køber af et produkt derimod fremsætte et krav direkte mod sælgers leverandør(er) og øvrige tidligere omsætningsled uden hensyntagen til reklamationsfrister og uden hensyntagen til aftalte ansvarsbegrænsninger. Når sælger har begrænset sit ansvar overfor køber, har køber derfor en interesse i at kunne fremsætte et krav mod leverandører og øvrige tidligere omsætningsled efter produktansvarsreglerne.

I den juridiske teori har man traditionelt adskilt mangelsansvar og produktansvar ved, at mangelsansvar vedrører alle skader på det leverede produkt selv, mens produktansvar vedrører alle skader forårsaget af det leverede produkt på andet end produktet selv. Hvis A således leverer en motor til maskinfabrikanten B, som denne installerer i en maskine, der sælges til kunden C, så kan C kun rette krav mod B, hvis motoren er mangelfuld og forårsager skade på resten af maskinen. Men hvis maskinen som følge af den mangelfulde motor forårsager skade på C’s øvrige ejendele, så kan C rette et krav direkte mod A for så vidt angår disse produktskader, såfremt skaderne skyldes en defekt ved As produkt og defekten kan tilregnes A som en ansvarspådragende fejl.

Østre Landsret havde i en dom fra 2008 fundet, at A, der havde købt et færdigleveret kraftvarmeværk fra B indeholdende en motor fra C, kunne rette krav direkte mod C som følge af, at en defekt plejlstang i motoren havde forårsaget skade på resten af motoren og derved sat kraftvarmeværket ud af drift. Sagen blev anket til Højesteret, der i afgørelsen optrykt i UfR 2010.1360H, Masnedø-sagen, kom frem til, at en defekt plejlstang var en oprindelig mangel. Skaden skulle derfor behandles efter mangelsansvarsreglerne, og A kunne kun fremsætte krav for skaden på det leverede kraftvarmeværk mod sælgeren B.

Højesterets dom i Masnedø-sagen var på linje med Sø- og Handelsrettens dom fra 2009, H 57-04 af 29. september 2009, i Opel-sagen. Her fastslog Sø- og Handelsretten, at en defekt tandrem i en bils motor indgik som en del af den samlede leverede bil, og at skade på den leverede bil som følge af den defekte tandrem derfor skulle vurderes efter mangelsansvarsreglerne. Køber kunne derfor ikke rette et krav mod producenten af bilen, og da skaden var opstået mere end 2 år efter levering, kunne køber derfor heller ikke rette et krav mod bilforhandleren, da den absolutte reklamationsfrist på 2 år var overskredet.

På baggrund af Højesterets dom i Masnedø-sagen og Sø- og Handelsrettens dom i Opel-sagen synes der nu at være taget endelig stilling til, at krav som følge af skade på det leverede produkt selv forårsaget af en oprindelig monteret komponent skal fremsættes efter mangelsansvarsreglerne. Det skal dog holdes for øje, at der i Masnedø-sagen alene skete fysisk skade på selve motoren i kraftvarmeværket og ikke på øvrige bestanddele af kraftvarmeværket.

Dommen er særdeles væsentlig for danske komponentleverandører, da deres kunders kunder ikke kan fremsætte direkte krav uden begrænsninger i ansvaret, når der ikke er sket skade på andet end det leverede produkt.